Solrød: Medarbejder i Ældreplejen er anholdt for tyveri

15/06/2011 20:48

Nick Allentoft

Politiet efterforsker nu sagen om tyveri i en borgers hjem. En borger har anmeldt et tyveri i borgerens hjem til Politiet. En medarbejder i Solrød Kommunes ældrepleje er under mistanke. Straks efter Politiets henvendelse i går aftes til Ældreplejen, har Solrød Kommune og Politiet haft tæt kontakt. Medarbejderen har afleveret sine nøgler knyttet til Ældreplejen. Sagen efterforskes nu af Politiet.

Plejechef Kirsten Bjerregaard Andersen udtaler: "Vi ser på denne sag med den allerstørste alvor og reagerede med det samme, da vi fik henvendelsen fra Politiet. Der er sket det, som ikke må ske. Borgerne viser os den tillid at lukke os ind i deres hjem, og den tillid har vi ansvar for at tage vare på. Vi får nøgler til borgernes hjem, og det skal borgerne føle sig trygge ved. Sagen undergraver den dybe og vigtige tillid mellem vores borgere og vores hjemmehjælpere. Og det er en skam, for de mange ansvarsfulde medarbejdere, som vi har i Ældreplejen, gør en god og værdsat indsats.”

Solrød Kommune har en række sikkerhedsprocedurer i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere. Kommunen gør meget ud af at indhente referencer fra tidligere arbejdsgivere samt straffeattest på ansøgeren. Kun ansøgere med ren straffeattest ansættes. Derudover er der en tæt og løbende dialog med medarbejderne, som også er med til at forhindre en ulykkelig og enkeltstående sag som den, vi ser nu.

Kirsten Bjerregaard Andersen fortsætter: "På trods af vores sikkerhedsprocedurer ved ansættelsen har dette desværre ikke været nok, og det beklager vi dybt. Sådan noget må ganske enkelt ikke forekomme".

Solrød Kommune følger nu Politiets efterforskning tæt og afventer deres redegørelse.

Solrød Kommune vil i dag forsøge at kontakte de borgere, som medarbejderen har haft sin gang hos, for at orientere dem direkte om sagen. Øvrige borgere, der modtager hjemmehjælp, vil fra i morgen af blive orienteret om sagen af Ældreplejens medarbejdere.

Mest Læste

Annonce