Staten sparer 280 millioner kroner på intelligent indkøb

18/01/2013 12:26

Ritzau

280 millioner kroner over de næste fire år og omkring 50 – 80 mio. kr. årligt. Så meget sparer staten på indkøb som følge af de seneste indkøbsaftaler for statens institutioner.

Effektiviseringen kommer fra den 7. fase af Statens Indkøbsprogram og kommer oveni effektiviseringerne på godt 1 mia. kr. årligt fra 2012 som følge af de første seks faser af Statens Indkøbsprogram. Hertil kommer effektiviseringer i de statslige selvejende institutioner, kommuner og regioner. Aftalerne i den seneste fase omfatter kontormøbler, netværkskomponenter, rengørings- og forbrugsartikler, flytteydelser samt kontorartikler. Aftalerne træder i kraft fra januar 2013. Finansminister Bjarne Corydon glæder sig over de nye indkøbsaftaler:  ”Man kan kun bruge pengene én gang. Derfor er det afgørende, at vi bruger hver en krone så klogt som muligt. Statens Indkøbsprogram er et solidt eksempel på, hvordan man kan effektivisere de offentlige indkøb, så der er flere penge til kerneopgaverne. Det peger i den grad fremad”, siger finansminister Bjarne Corydon.  Aftalerne er indgået af Statens Indkøb, som er en del af Moderniseringsstyrelsen. Statens Indkøb har til opgave at effektivisere det statslige indkøb ved at standardisere, koordinere og forpligte det statslige indkøb.  De fællesstatslige aftaler er dertil udbudt i henhold til EU’s udbudsregler og under hensyntagen til relevante krav til arbejdstagerforhold, miljøhensyn, energieffektivitet, samfundsansvar (CSR) mv.  Miljø- og energikravene til produkterne er udformet blandt andet med udgangspunktet i EU´s retningslinjer for offentlige grønne indkøb, kemikaliekravene i de nordiske og europæiske miljømærker, såsom Svanen og Blomsten, undgåelse af problematiske stoffer, som er opført på EU´s kandidatliste samt Go Energi’s indkøbsvejledning.  Herudover understøtter produktudskiftning i aftalernes løbetid, at der hele tiden optimeres med mere miljøvenlige produkter. Miljø- og energikrav er udarbejdet i et samarbejde mellem Statens Indkøb, Naturstyrelsen og Energistyrelsen. På tjenesteydelsesområdet er der stillet en række krav til blandt andet løn- og ansættelsesvilkår (arbejdsklausuler), anvendelse af underleverandører, mv. Der er endvidere i samarbejde med SKAT udarbejdet en vejledning til kunderne om, hvordan der foretages effektiv kontrol af bestemmelser vedrørende sort og illegal arbejdskraft. 

Mest Læste

Annonce