Stort svømmeland bygges som OPP-projekt

Randers Kommune har netop indgået en aftale med Arbejdernes Landsbank, LR-kredit og Gribskov Gruppen om et 8000 kvadratmeterstort svømmeland. Dermed er det første og største offentlig-private partnerskab, OPP, inden for kultur- og fritidsområdet i Danmark en realitet.

Efter længere tids forhandlinger er de sidste detaljer netop faldet på plads i en aftale om at opføre Danmarks nye svømmebad i Randers. Borgerne får i alt 8.000 kvm med både 50 meter bassin til konkurrencesvømmere og motionister, et separat morskabsområde med to vandrutsjebaner og andre legeredskaber, varmtvandsbassin til genoptræning, stort wellnessområde og udendørs gårdhave med spabade, sauna, og direkte adgang fra svømmebadet. Der vil i hele projektet være fokus på optimale forhold for handicappede. Svømmebadet skal placeres ved AutoC Park Randers Stadion på Viborgvej i Randers.

Et flertal i byrådet bestående af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Venstre, SF, Dansk Folkeparti og løsgænger Erik Poulsen gav tidligere på året mandat til forvaltningen om at forhandle en aftale på plads. Det er nu sket. Projektet bliver det første og største offentlig-private partnerskab, OPP, inden for kultur- og fritidsområdet. Projektet er udarbejdet i samarbejde med Gribskov Gruppen, der opfører byggeriet. Arbejdernes Landsbank og LR-kredit vil sammen investere de 214 millioner, som svømmebadet koster at opføre. Herefter indgås en 30-årig kontrakt, hvor kommunen køber en råderet over det nye svømmebad. I øvrigt drives badet på kommerciel basis.

”Aftalen sikrer, at vi nu får en super god afløser for det 40 år gamle og nedslidte Kærsmindebadet. Vi har samtidig fået forhandlet en god aftale på plads, som sikrer os de bedste vilkår og de bedste driftsbetingelser. Da aftalen er den første af sin art i Danmark, har det været et langt og til tider kompliceret forløb at få aftalen på plads. Nu er vi kommet i mål, og alle parter er indstillet på at komme hurtigt i gang med selve opførelsen. Sådan at der om tre år vil stå et supermoderne svømmeland her i kommunen,” udtaler borgmester Henning Jensen Nyhuus.

Han glæder sig over, at det nu giver resultat at have holdt fast i kursen om et nyt svømmebad. Sammen med færdiggørelsen af Randers Stadion bliver det et nyt kraftcenter for motion og idræt - med optimale forhold for brugerne, fastslår borgmesteren.

Et bæredygtigt projekt
Hidtil har kun ganske få kommuner benyttet sig af offentligt privat partnerskab, OPP. I et OPP går det offentlige i samarbejde med et privat selskab for at få opført et nyt byggeri. Samarbejdet er kendetegnet ved at opførelse og drift tænkes sammen, sådan som det for eksempel er set ved opførelse af Storebæltsbroen.

”Den klare fordel ved at indgå et sådant samarbejde er, at vi som kommune ikke skal finde 214 mio. kroner til anlægget - men så at sige kan leje os ind for 11,5 mio. kroner årligt. Kommunen skal dermed ikke have penge op af lommen, før vi skal betale for brugen af svømmelandet. Og når vi starter med at betale, stopper driften samtidig af Kærsmindebadet,” siger Henning Jensen Nyhuus.

Hos Arbejdernes Landsbank er der også stor glæde over, at aftalen er kommet i hus. Den lokale filialdirektør i Randers, Lars Møller, er en af de bankfolk, som har været involveret i forhandlingerne.

”Som lokal mand er jeg utrolig stolt over, at banken er med i et sådant projekt. Randers får nu et utroligt attraktivt svømmeland, som tilgodeser både børnefamilier, unge, handicappede, motionister og elite. Men samtidig vil det tiltrække folk fra nær og fjern, hvilket vil blive et aktiv for byen erhvervsliv. Som bank er det vigtigt at støtte op om gode projekter, når vi kan se, at de både er bæredygtige og økonomisk sunde,” siger Lars Møller.

Byggeriet ventes at gå i gang umiddelbart efter, at projektet har været forelagt og godkendt af det samlede byråd. Her kommer svømmelandet på dagsordenen den 21. maj 2012. Og det forventes at stå færdigt i forsommeren 2014.
 

Randers Kommune på DenOffentlige.dk Randers Kommune
Aktivitet: Artikler: 146 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer