Styrkelse af tilsyn med anbringelsessteder på børneområdet

KL og social- og integrationsministeren vil sætte en fælles proces i gang for at gennemføre et kvalitetsløft i kommunernes tilsyn med anbringelsessteder for børn. Processen er første skridt i et nyt partnerskab mellem KL og social- og integrationsministeren om indsatsen på det sociale område.

Børn, der anbringes, har brug for, at anbringelsesstedet yder en højt kvalificeret indsats, der bidrager til at give børnene et bedre liv og samme muligheder som andre børn. Det gælder, uanset om barnet anbringes i en plejefamilie, på et privat opholdssted eller på en døgninstitution. Det er kom­munernes ansvar at godkende og føre tilsyn med, at anbringelsesstederne lever op til dette.

Der har imidlertid været sager fremme i pressen, hvor tilsynet ikke har været godt nok. Blandt andet på baggrund af de konkrete sagsforløb er konklusionen, at der er be­hov for at styrke og professionalisere godkendelsen og tilsynet med anbringelses­stederne.

Derfor er KL og social- og integrations­ministeren enige om at henvende sig til samtlige kommuner og opfordre dem til hurtigst muligt at foretage et eftersyn af tilsynsopgaven. Og samtidig vil KL opfordre kommunerne til at styrke deres tilsynsarbejde ved, at flere kommuner går sammen i klynger og laver tilsyn. Det skal bl.a. sikre, at tilsynet får den tilstrækkelige volumen og faglighed.

”Når vi tager børn væk fra deres forældre og anbringer dem i samfundets varetægt, så skal de have de bedst mulige forhold, så de vokser op i trygge og omsorgsfulde rammer. Og jeg er bekymret for, om kvaliteten på anbringelsesstederne er god nok i dag. Derfor skal kvaliteten af tilsynet med anbringelsesstederne styrkes, og jeg vil sammen med KL nøje følge om det sker”, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

”Der er tydeligvis private opholdssteder for udsatte børn og unge, hvor kvaliteten ikke er god nok. Det er uacceptabelt. Vi vil nu stille os i spidsen for et bedre og skærpet tilsyn. Jeg er sikker på, at der i kommunerne er opbakning til, at vi nu i fællesskab skal vise, at vi kan kvalitetssikre opgaven og gå sammen om at sikre tilstrækkelig faglighed. Hvis ikke kom­munerne kan løfte tilsynsopgaven bedre, kan det ende med, at opgaven flyttes væk fra kommunerne. Det tror jeg ikke bliver bedre for børnene - tværtimod. Men det vil være den politiske realitet,” siger KL’s formand, Jan Trøjborg.

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer