Thorning er nu enig med Enhedslisten

14/11/2012 14:56

Ritzau

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har ændret formuleringen om dagpengemodtagernes rettigheder. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er nu enig med Enhedslisten om formuleringen af hvilke rettigheder, den endelige finanslov giver dem, der til næste år mister deres dagpenge. På fagforbundet FTF's konference i København sagde statsministeren onsdag således, at:

- Vi sikrer, at de ledige, som risikerer at opbruge deres dagpengeret, de får i første halvdel af det nye år, mulighed for at uddannelse sig med en offentlig ydelse i seks måneder.
Udtalelsen stemmer overens med aftaleteksten i finansloven - nemlig at uddannelsesparate dagpengemodtagere får ret til en ydelse, der svarer til kontanthjælp i 26 uger. Hverken mere eller mindre.
På sit ugentlige pressemøde sagde statsministeren ellers mere end én gang, at folk blot kan regne med ydelsen i "op til" et halv år.
- Vi giver de langtidsledige, som har sværest ved at komme i arbejde, op til et halvt år til at uddanne sig og opkvalificere sig, lød det blandt andet fra statsministeren.
Var der ét område, der fyldte mere end alt andet under de netop overståede finanslovforhandlinger, så var det reglerne for udfaldstruede dagpengemodtagere.
Og blandt de få ting, som Enhedslisten rent faktisk kunne få sig selv til at rose offentligt i kølvandet på finanslovaftalen, var netop, at partiet fik presset det halve år igennem, uden at det stod som en maksimumgrænse.
Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, der selv havde fast plads ved forhandlingsbordet, opfordrede efter udtalelsen i Statsministeriet da også statsministeren til at læse finansloven igen, denne gang med læsebrillerne på:
- Thorning har vist ikke fået læst aftalen så godt. Ordene "op til" fik vi forhandlet ud, siger han.
- Det var en klar forudsætning, for at vi accepterede aftalen. Jeg regner med, at finansministeren lige får forklaret statsministeren, hvordan aftalen hænger sammen.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce