Kommentar fra Jens Stenbæk, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN)
Skræmmekampagnen fra de praktiserende lægers organisation bliver stadig mere tragisk. Forleden var en gruppe læger i Vejle blevet ofre for retorikken og taler i et indlæg om ”tvangsflytning” af lægerne. Og i JP søndag taler Erik Bach om "nationalisering af læger".
Der er imidlertid ingen, der i overenskomstforhandlingerne mellem læger og regioner har talt om tvangsflytning. Der er heller ingen, der har talt om at overtage ledelsen af den enkelte lægepraksis. Ligesom der i øvrigt heller ikke er nogen, der har talt om, at de praktiserende læger ikke længere skal være selvstændige. Tværtimod: Rundt om forhandlingsbordet er der bred enighed om, at vi skal bevare familielægen.
Det, som regionerne har ønsket, er helt enkelt bedre styr på økonomien og nogle bedre styringsredskaber. Vi vil på den ene side sikre læger, der hvor patienterne har brug for dem og i bedre sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Og på den anden side har vi samtidig pligt til at sikre, at skatteborgernes penge bliver brugt ansvarligt.
I dag er det for eksempel sådan, at regionerne ikke kan kontrollere, om der er leveret de rigtige ydelser i lægeklinikken, uden at lægerne er enige. Altså en situation hvor læger kontrollerer sig selv. Og hvad der er endnu mere absurd: Regionerne kan ikke engang kræve pengene tilbage, hvis der er indsendt regning for noget forkert, uden at lægerne selv bakker op om tilbagebetalingskravet. Det er ganske enkelt ikke en rimelig omgang med skatteborgernes penge.
I forhold til at sikre lægedækning over hele landet handler det ikke om tvangsflytning, men blandt andet om at have frihed til at løse opgaverne på andre måder, hvis ikke lægerne vil nedsætte sig dér, hvor der er et behov. F.eks. ved at region og kommune i fællesskab etablerer et sundhedshus. Det kan ikke nytte, at lægerne stikker en kæp i hjulet, når der er behov for et sundhedstilbud i et tæt beboet område med overvægt af ældre eller socialt svage patienter f.eks. i store byer som Esbjerg og Aalborg. Det må laves om.
Hvis de her ting kommer på plads, er der til gengæld ikke blot basis for at bevare familielægen, men også at styrke familielægen i de kommende år. Lægerne vil kunne drive deres virksomhed videre, nogenlunde som de plejer, og borgerne vil opleve en bedre lægedækning og bedre tryghed i form af kvalitet og sammenhæng mellem lægen og det øvrige sundhedsvæsen. Det vil være en familielæge, der for alvor er værd at kæmpe for.
