Tre forslag til Nyt OUH går videre i konkurrencen

Tre konsortier går videre i konkurrencen om at tegne det nye universitetshospital i Odense, der bliver det største helt nye sygehus i Danmark til 6,3 mia. kr.

I dag offentliggjorde Region Syddanmark og Syddansk Universitet/Universitets- og Bygningsstyrelsen (SDU/UBST) seks konsortiers forslag til, hvordan det nye universitetshospital og sundhedsvidenskabelige fakultet kan se ud.

I samme ombæring pegede en dommerkomité på tre forslag, som går videre i konkurrencen. Bag de tre forslag står konsortiet Medic OUH, konsortium Henning Larsen Architects m.fl. og konsortiet CuraVita.

- Nu har vi de første tegninger til det formentlig største byggeprojekt i Region Syddanmark nogensinde. Tre forslag skiller sig ud. De har potentiale til at blive rigtigt gode, så dem tager vi nu en snak med, om hvordan de kan justere deres projekter, siger regionsrådsformand og formand for dommerkomitéen Carl Holst (V).

- Der er tale om det største helt nye sygehus i Danmark - et sundhedsfagligt fyrtårn, som skal gøre sig gældende nationalt og internationalt. Derfor skal vi tænke os rigtigt godt om, før vi stikker spaden i jorden.

De seks konsortier har i tre måneder arbejdet på hver deres forslag til, hvordan de forestiller sig hospital og fakultet skal se ud og indrettes. De tre vinderkonsortier tager nu en forhandlingsrunde med Region Syddanmark og SDU/UBST og byder ind med hver deres reviderede forslag. Dem ser de to bygherrer - Region Syddanmark og SDU/UBST - så på og vælger en endelig vinder. Det forventes at ske umiddelbart før sommerferien 2011.

Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital. Der er afsat 6,3 mia. kr. til Nyt OUH. Første spadestik tages i 2014 og efter planen står Nyt OUH færdig i 2018-2020.

Det nye sundhedsvidenskabelige fakultet (SUND) er en del af projektet og skal forbinde hospital og universitet. Det nye fakultet kommer til at koste cirka 900 mio. kr.

- Sammenbygningen af de to institutioner skal skabe ideelle betingelser for et tæt samarbejde om uddannelse og forskning, siger rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede, der også sidder med i dommerkomitéen.

- Ingen andre steder i Danmark får vi et universitet og et universitetshospital, der hænger så tæt sammen. Det bliver en stor gevinst for forskning og uddannelse.

Modeller og tegninger af de seks forslag til Nyt OUH kan ses på Center for Brugerdreven Innovation, Forskerparken 10 G, 5230 Odense M lørdag den 5. og søndag den 6. februar 2011, kl. 13-16.

De tre ligeværdige vindere med dommerkomitéens begrundelser - i kort form

Vinderforslag (forslag nr. 5)

Konsortiet Medic OUH bestående af:
KHR Arkitekter A/S
White Arkitekter AB
Dall & Lindhardtsen
WSP Sverige AB
EKJ Rådgivende Ingeniører A/S
Oluf Jørgensen A/S
samt en række underrådgivere

"Forslaget er en åben fliget bygningsstruktur med en fin idé om en vidensakse fra universitetet ned gennem hospitalet. Der er tale om et arkitektonisk flot forslag, som dog på en række områder ikke fuldt indfrier hospitalets og universitets krav til funktion. Blandt andet vil logistikken i hospitalet skulle bearbejdes i det videre forløb."

Vinderforslag (Forslag nr. 4)

Konsortium bestående af:
Henning Larsen Architects A/S
Friis & Moltke A/S
Arkitektfirmaet TKT A/S
COWI A/S
Rambøll Danmark A/S
samt en række underrådgivere

"Forslaget er et markant bygningskompleks, der fint understøtter hospitalets funktionskrav. Forslaget byder på konkurrencens bedste bud på en sammenhængende behandlingsbygning og dennes placering i forhold til akutmodtagelse og kliniske klynger.

Forslaget åbner sig ligeledes flot i forhold til naturen. Forslaget til sundhedsvidenskabeligt fakultet og sammenbygning mellem universitet og hospital bør bearbejdes."

Vinderforslag (Forslag nr. 1)

Konsortiet CuraVita
Arkitema
Narud Stokke Wiig Arkitekter & Planlæggere
Grontmij I Carl Bro
Hospitalitet

"Forslaget er kendetegnet ved en tæt, kompakt bymæssig bebyggelsesplan. Forslaget er godt gennemarbejdet, og udviser stor forståelse for såvel hospitalets som universitets funktioner. Forslaget byder på konkurrencens bedste sammenbygning af universitet og hospital. Forslaget bør forbedres i forhold til den menneskelige skala og mødet med naturen."

Dommerkomiteen består af:

Carl Holst - regionsrådsformand og formand for dommerkomiteen
Poul-Erik Svendsen - regionsrådsmedlem
Stefanie Lose - regionsrådsmedlem
Mette Valentin - regionsrådsmedlem
Connie Barfod - vicedirektør, Universitets- og Bygningsstyrelsen
Jens Oddershede - rektor, Syddansk Universitet
Anders Strange - fagdommer
Jens T. Arnfred - fagdommer
Søren H. Larsen - fagdommer

Til at støtte sig har dommerkomitéen haft en kreds af rådgivere fra Region Syddanmark, Odense Universitetshospital, Syddansk Universitet, Universitets- og Bygningsstyrelsen samt bygherrerådgivere.

Links/bilag
» Forslag nummer 5 - Stort billede
» Forslag nummer 4 - Stort billede
» Forslag nummer 1 - Stort billede
 

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk DenOffentlige.dk bidrager aktivt til information, videndeling og netværk for aktører i og omkring den offentlige sektor....
Aktivitet: Artikler: 1402 | Events: 33 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer