Uddannelsesministeren optrapper indsatsen mod SU-snyd

02/03/2012 10:51

Ministeriet for Børn og Undervisning

Morten Østergaard har iværksat en handlingsplan for at undgå snyd med SU. Et hyrdebrev til landets uddannelsessteder er første skridt.

Det skal stå klokkeklart for alle elever, at snyd med SU er en alvorlig sag, de ikke slipper godt fra. Derfor modtager landets ungdomsuddannelsesinstitutioner i disse dage et hyrdebrev fra uddannelsesminister Morten Østergaard og børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Heri opfordrer de to ministre ledelserne på uddannelserne til at gøre det tydeligt over for elever og studerende, hvad konsekvenserne af at snyde med offentlige midler er.

- Vi kan konstatere, at flere og flere unge får tilbagebetalingskrav, især fordi de snyder sig til udeboende SU. Det går ikke. Derfor udvider vi det effektive samarbejde med kommunerne, så nettet strammes om de, der snyder. Vi styrker vejledningen af de lokale SU-medarbejdere, så de kan tage flere snyderier i opløbet. Og så beder vi uddannelsesinstitutionerne gøre det klart for de unge, at snyd ikke er i orden og kan blive en rigtig dyr fornøjelse, når det opdages. Forhåbentlig kan vi både afskrække flere fra at snyde og samtidig fange flere af dem, der alligevel gør det, siger Morten Østergaard.

Brevet er en del af en større handlingsplan for at undgå misbrug med SU-midlerne. Med handlingsplanen intensiverer Uddannelsesministeriet indsatsen mod SU-snyd på tre områder. Det sker i form af øget samarbejde med kommunerne, informationstiltag over for de studerende og tættere samarbejde med uddannelsesstederne.

Opgaven med at reducere SU-snyd bliver løst i tæt samarbejde med de kommunale kontrolgrupper, der primært har til opgave at afdække socialt bedrageri med kommunale ydelser. Dette samarbejde er de seneste år intensiveret markant, hvilket har resulteret i en kraftig stigning i sager om snyd. For eksempel var antallet af sager 60 i 2009, mens der var 105 sager i 2010. I 2011 anslår man, at tallet ligger på omkring 200.

Endnu et led i indsatsen er et såkaldt "snyde-barometer" på www.su.dk. Barometret illustrerer, hvor mange penge, der bliver krævet tilbage fra elever, der har snydt. Det vil løbende blive opdateret i takt med, at flere snydere får krav om at betale penge tilbage.

Mest Læste

Annonce