Udseende har betydning for politisk succes

19/03/2012 10:11

Administrator

Politikeres udseende og ansigtstræk har betydning for deres politiske succes. Det viser et speciale fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, som netop er blevet kåret til årets bedste danske speciale med brug af spørgeskemadata i 2011 af Selskab for Surveyforskning.

”He has got the looks!” - det er titlen på ph.d.-studerende Lasse Laustsens speciale ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences. I specialet undersøger han, hvordan ansigtstræk på valgplakaten påvirker, hvor vælgerne sætter deres kryds.

Til formålet har han brugt 646 spørgeskemaer, og det har han gjort så kreativt, at Selskab for Surveyforskning den 13. marts 2012 har overrakt ham prisen for bedste danske speciale med surveymetode i 2011. Ud over æren modtager han 5000 kroner.

Kreativt forskningsdesign
Hvordan definerer man et ”imødekommende” og ”kompetent” ansigt? Det fik Lasse Laustsen 646 gymnasieelever til at svare på via et elektronisk spørgeskema med portrætbilleder.

- Det var billeder af opstillede kandidater til kommunalvalget 2009, som eleverne gav en score fra 1-10 på en række personlige egenskaber. Det gav mig et nuanceret mål for hver enkelt politikers ansigtstræk. Når det blev holdt op mod den faktiske fordeling af personlige stemmer til kommunalvalget, kunne jeg begynde at finde sammenhænge, fortæller Lasse Laustsen.

Netop denne kreative fremgangsmåde har vakt opsigt i Dansk Selskab for Surveyforskning, der ved prisoverrækkelsen kalder undersøgelsen ”et meget originalt og veludført arbejde”. Selskabet hæfter sig også ved, at Lasse Laustsens speciale kan bidrage væsentligt til en relativt ny litteratur.

Rare socialister og stærke Venstremænd
Der er dog allerede forsket en del i effekten af kandidaters udseende, men Lasse Laustsens speciale udmærker sig ved at se nærmere på de såkaldte interaktionseffekter, altså betingelser, der påvirker sammenhængen. Han forklarer, at mens et kompetent udseende er en universel fordel, er der også forskellige ansigtstræk, der appellerer til forskellige vælgere:

- Det tyder på, at ”røde” kandidater kan vinde stemmer på at se venlige og attraktive ud, mens de ”blå” helst skal forekomme dominerende og stærke. Faktisk viser undersøgelsen, at vælgerne straffer de borgerlige kandidater, der ser for venlige og sympatiske ud, fortæller Lasse Laustsen, og tilføjer at alle de konstaterede effekter er større for mandlige kandidater end for deres kvindelige kolleger.

Svarene findes i stenalderhjernen
Specialets konklusioner kan ikke stå alene. De påviste effekter lægger op til nye, interessante spørgsmål, som Lasse Laustsen agter at følge til dørs med sin ph.d.-afhandling.

- Næste skridt er at bygge videre på specialet og udvikle en mere generel teori om, hvorfor vi vælger de kandidater, vi gør. Jeg vil grave et spadestik dybere og forstå hvilke mekanismer, der ligger bag vores tendenser til at vælge ledere.

Lasse Laustsen påbegyndte sin ph.d. i september 2011, og selv om han stadig er tilknyttet Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, trækker projektet tråde ud til ganske anderledes akademiske discipliner.

- Teorien tager afsæt i evolutionspsykologi, der handler om, at det ikke kun er vores fysik, men også vores måde at tænke på, der er udviklet med evolutionsprocessen. Det kan måske forklare, hvorfor effekten af ansigtstræk er stærkest for mandlige kandidater. Måske er vores hjerner ikke i ligeså høj grad udviklet til at kigge efter lederkompetencer hos kvinder, forklarer han.

/Anne Shirin Ørberg

Læs mere om Lasse Laustsens forskning og lyt til et interview på P1’s hjemmeside.

Mest Læste

Annonce