Udvalg sætter biogas til fornyet debat

04/10/2012 14:21

Randers Kommune

Onsdag eftermiddag besluttede Miljø- og teknikudvalget at nye muligheder for placering af biogasanlæg skal undersøges nærmere. Derfor venter en ny offentlig høring, før udvalget tager beslutning om, hvilke potentielle placeringer der skal indarbejdes i Kommuneplan 2013. Særligt skal et forslag om en placering ved virksomheden Daka i Assentoft undersøges nærmere.

Den 21. september afsluttede Randers Kommune en offentlig høring om egnede placeringer til biogasanlæg. Debatten gav flere nye bud på, hvor et større biogasanlæg kan placeres inden for kommunegrænsen. I forvejen havde Miljø- og teknikforvaltningen udarbejdet et debatoplæg, hvor der blev peget på tre egnede placeringer. Onsdag eftermiddag skulle politikerne i Miljø- og teknikudvalget tage stilling til, hvilken eller hvilke af disse placeringer, der skal med i Kommuneplan 2013.

På den baggrund er der nu kommet en fjerde placering i spil. Det er et forslag, som kom frem på et borgermøde i september. Forslaget går ud på at et muligt biogasanlæg kan placeres ved virksomheden Daka i Assentoft, der producerer kød- og benmel til gødningsformål og biobrændsel.

Nu ønsker Miljø- og teknikudvalget at undersøge sagen nærmere og genoptage høringsfasen med særlig fokus på det nye forslag.

”Vi tror på, at der vil være nogle helt oplagte fordele og muligheder ved at placere et biogasanlæg ved Daka. Som virksomheden også selv har udtalt, vil der være en række synergier ved en placering i tilknytning til Dakas fabrik i Assentoft. Vi forudsætter dog, at det ikke giver anledning til forøgede lugtgener for beboerne i Romalt og Assentoft,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Ønsker en god dialog

Mulighederne skal nu undersøges nærmere i forbindelse med den nye høringsfase. Beslutningen om hvilke områder, der i Kommuneplan 2013 kan udpeges til biogasanlæg, tager udvalget først endeligt på et møde den 29. november. Herefter vil den samlede kommuneplan komme i høring i løbet af vinteren og foråret 2013.

Randers Kommune vil i forbindelse med dette efterårs høring invitere til et nyt borgermøde. Det sker torsdag den 1. november. På det sidste borgermøde deltog omkring 60 meget aktive borgere, der alle havde gode input til debatten.

”Vi ønsker virkelig at lytte til borgerne i denne sag. Ligesom vi ønsker at høre fra virksomheder og landbrugserhvervet og alle andre med gode input og ideer til debatten. At vi laver en ny høringsfase er netop udtryk for, at vi ønsker en god dialog med alle interesserede parter. Jeg ser derfor også frem til den kommende høringsperiode,” udtaler Kasper Fuhr Christensen.

Baggrunden for biogas-planerne 

Folketinget har vedtaget en målsætning om at halvdelen af husdyrgødningen i dansk landbrug skal omdannes til biogas. Med den målsætning er kommunerne blevet forpligtiget til at udpege mulige placeringer til kommende biogasanlæg. Der skal derfor være mindst en mulig placering i Kommuneplan 2013.

Statens mål er derudover i god tråd med Randers Kommunes egne klimamål. Anvendelse af biogas vil være et væsentligt skridt på vejen til at nå kommunens ambitiøse mål om at reducere CO2-udslippet med 75 procent inden 2030. Der er endnu ingen interessenter, som har vist interesse for at opføre et biogasanlæg i Randers. Og et anlæg bliver ikke opført før kommunen modtager en ansøgning fra interesserede investorer.

”Derfor er der på nuværende tidspunkt også langt til en realisering af planerne. Men vi mener, at det er vigtigt at tage debatten og få udpeget nogle potentielle områder, hvor der kan være biogasanlæg. Det kan både være med til at give renere energi, skabe arbejdspladser og gavne det lokale erhvervsliv. Det er derfor en vigtig debat,” slutter Kasper Fuhr Christensen.

Følg med i debatten 

Den nye høringsfase løber frem til den 8. november. Der vil snarrets muligt blive lavet en opdatering til det tidligere udarbejdet debatmateriale. Interesserede kan følge med på kommunens klimaportal www.klima.randers.dk  

Mest Læste

Annonce