Uffe Elbæk glæder sig over UMTS-aftale: 18 mio. kr. til digital kulturarv

24/10/2012 14:04

Kulturministeriet

Regeringen og den øvrige teleforligskreds (V og K) indgik i går en aftale om udmøntningen af den såkaldte UMTS-reserve i årene 2013-15. Der er hermed i de tre år afsat i alt 18 mio. kr. til digitalisering af kulturarven. Midlerne vil gå til digitalisering og digital formidling af samlinger på de store statslige kulturarvsinstitutioner.

I samme aftale er der i øvrigt fundet midler til, at Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) kan fortsætte.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:
”Digitaliseringen revolutionerer vores måde at kommunikere på, hvilket både gør det nemmere og hurtigere at udbrede kulturarven til alle danskere. Det gælder ikke mindst hos de unge, hvor der er et særligt behov for at kommunikere digitalt, da de er storforbrugere af de digitale kanaler. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi på finansloven har fået afsat midler fra UMTS-aftalen, der vil gøre det muligt at give et vigtigt løft til digitaliseringsindsatsen. Desuden er jeg rigtig glad for, at der i samme aftale er fundet midler til at fortsætte CKOs gode arbejde. Det viser, at regeringen satser på fremtiden samtidig med, at vi sikrer vores kulturelle rødder.”

Mest Læste

Annonce