Presset Holst er tavs om nye oplysninger fra Syddanmark

Politik

29/09/2015 09:16

Nick Allentoft

Forsvarsminister Carl Holst (V) er under stigende pres efter nye afsløringer. Selv forholder han sig "afventende".

Forsvarsminister Carl Holst (V) fortsætter med at forholde sig "afventende" og "glad", selvom trykket på ham stiger i den såkaldte spindoktorsag, hvor den tidligere regionsrådsformand er under anklage for embedsmisbrug.

Mandag aften fastslog Region Syddanmarks forretningsudvalg, at der nu er "yderligere indicier" på, at Holst i vidt omfang har brugt regionens daværende ansatte, Christian Ingemann Nielsen, som sin personlige hjælper i forbindelse med folketingsvalget i sommer.

Noget, som Carl Holst hele tiden har afvist skulle være tilfældet.

- Der er ingen, der mere end jeg ønsker at komme til bunds i denne sag, skriver han i en mail til Ritzau:

- Jeg har derfor også aftalt med Statsforvaltningen, at jeg naturligvis vil samarbejde fuldt ud med Tilsynets undersøgelse - og at jeg stiller alt materiale til rådighed, som de har brug for - og at de herunder også får fuld adgang til min private valgkampsmail.

Sagen om brugen af sin personlige assistent i regionen som hjælper under valgkampen er blot én af en række sager, som Carl Holst er løbet ind i siden sit skifte fra Region Syddanmark til Christiansborg.

Tirsdag oplyser dagbladet BT, at regionen fik ændret i et bilag fra en konsulent, der hjalp Carl Holst med at skrive taler og oplæg.

Også den sag skal nu undersøges.

Til det siger Carl Holst:

- Det er korrekt, at jeg som regionsrådsformand har fået oplæg og taler fra forvaltningen, når jeg er blevet inviteret til en række ting.

- Jeg har dog ikke haft med faktureringen at gøre. I forhold til den konkrete sag har jeg fået oplyst, at regionen nu vil iværksætte en ekstern undersøgelse for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, og det er jeg glad for.

Spørgsmål om udbetalt eftervederlag fra regionen til Carl Holst, håndteringen af utilfredse flymekanikeres krav om at stoppe indsats mod Islamisk Stat, og grundlaget for den danske krigsdeltagelse i Irak har tidligere bragt forsvarsministeren i fokus.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce