Skal det være dyrere at rejse over vand end over land? Hvis ikke, koster det 281 millioner kroner, viser en analyserapport. Foto: Småøernes Færger

Presset på regeringen for færgeløsning øges

Infrastruktur

16/04/2015 15:09

Nick Allentoft

Flere partier vil have regeringen til at finde penge til en samlet løsning på færgepriser til danske småøer.

Skal det være dyrere at rejse over vand end over land? Hvis ikke, koster det 281 millioner kroner, viser en analyserapport.

Og det beløb har startet et slagsmål på Christiansborg, hvor økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ikke mener, at man har pengene til at udligne priserne på rejser over land og vand.

- Med en pris på et trecifret millionbeløb er det ikke et initiativ, vi her og nu kan gennemføre i fuld skala, men vi kan tage de første skridt på vejen, sagde Morten Østergaard, da analyserapporten kom frem.

Han pegede i den forbindelse på 48 millioner kroner, der kunne bruges til formålet. 

Men hverken Enhedslisten og Dansk Folkeparti mener, at den løsning er brugbar.

- Overhovedet ikke. Hvis vi vælger at sige, at nu tager vi de 48 millioner, og så må vi vente med at finde de andre penge, så vil prisændringen intet give i forhold til bosætning eller turisme. Det vil være en dråbe i havet, siger Mette Hjermind Dencker (DF).

Også Venstre er betænkelige ved kun at finde 48 millioner til sænkning af færgepriserne.

- Det kan man ikke. Enten går man ind for landsvejsprincippet, eller også gør man ikke, siger landdistriktsordfører for Venstre Flemming Damgaard Larsen, der dog ikke før forhandlinger vil afvise noget.

- Vi er også realistiske og kender det politisk spil. Vi er inde i en proces, så vi er meget fokuseret på ikke at lukke nogle døre, siger han.

Det såkaldte landevejsprincip, som Flemming Damgaard Larsen henviser til, er princippet om, at udgifterne for borgere ved at rejse over vand ikke må være højere, end hvis vandvejen skulle krydses som landevej.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce