Foto: Peter Sørensen

Presset stiger på minister i Zornig-sag

Politik

09/12/2013 10:10

Socialminister Annette Vilhelmsen og hendes embedsmænd gav vidt forskellige meldinger om millionstøtte.

Det må som minimum koste socialminister Annette Vilhelmsen (SF) en såkaldt næse, at hun og Socialministeriet har givet vidt forskellige meldinger i sagen om støtte til Lisbeth Zornig Andersens kampagne "Stemmer på Kanten".

Det mener Venstre og Dansk Folkeparti ifølge Politiken, efter at det er kommet frem, at ministeriet selv tog initiativ til to hjemmebesøg, som ikke blev tilbudt de 36 øvrige ansøgere til den pulje, organisationen endte med at få en million kroner fra.

Socialministeren har sagt til Folketinget, at ansøgerne har haft "fuldstændig lige vilkår" til at søge puljen.

- Enten taler ministeren usandt, eller også handler embedsværket uden om ministeren, siger Venstres Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

- Det har potentiale til at få ganske alvorlige konsekvenser for ministeren, uanset om det er embedsmændene eller ministeren, der har fejlet. Hun er ansvarlig for begge dele, fortsætter han.

Ifølge ministeriet fik Stemmer på Kanten tilbudt et hjemmebesøg, fordi Annette Vilhelmsen lovede Lisbeth Zornig Andersen hele puljen 18 dage før ansøgningsfristen. Stemmer på Kanten havde på det tidspunkt slet ikke søgt puljen.

Ministeren har over for Politiken afvist, at hun kendte til hjemmebesøgene.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl, mener, at ministerens afvisning af hjemmebesøgene viser, at hun ikke har "helt tjek" på sagen, skriver Politiken.

Afvisningen undrer også Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.

- Hvis hun ikke har været vidende om det, har hun ikke styr på, hvad der foregår i hendes ministerium. Det er set før, at embedsmænd har foretaget sig noget, som ministeren ikke har været bekendt med, siger Finn Sørensen til Politiken.

Enhedslisten, der har de afgørende mandater, vil dog ikke tage stilling til eventuelle konsekvenser, før Annette Vilhelmsen har været i samråd om sagen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce