Pulje på 10 mio kr skal styrke indsatsen mod ensomhed hos ældre mennesker

Velfærd

05/10/2016 06:44

Nick Allentoft

På baggrund af undersøgelser om ensomhed skal en særlig pulje støtte projekter, der modvirker ensomhed. Hjemmeplejen har en særlig rolle.
Ensomhed er en del af tilværelsen for hver fjerde ældre i Danmark. Kommuner kan nu søge en ny pulje til indsatser, som skal modvirke ensomhed hos de ældre mennesker, der får meget hjemmehjælp.   Ældre mennesker, der modtager hjemmehjælp, er i særlig risiko for at opleve ensomhed. Det hænger typisk sammen med, at de har et dårligt helbred og kan have haft tab tæt inde på livet. Det kan gøre det vanskeligt at fastholde og styrke sociale relationer. Derfor støtter en ny pulje, at kommuner i samarbejde med frivillige organisationer udvikler projekter, der afprøver nye metoder og redskaber til at forebygge eller mindske ensomhed hos ældre mennesker med meget hjemmehjælp.   ”Ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Ensomhed hænger sammen med lavere selvværd, utryghed og øget forekomst af hjertekarsygdomme, foruden Alzheimer og symptomer på depression. Vi ved også, at ensomhed hænger sammen med forhøjet dødelighed, flere besøg hos lægen og flere hospitalsindlæggelser”, siger Louise Scheel Thomasen, projektleder i Sundhedsstyrelsen.   Hjemmeplejen har gennem deres løbende kontakt med ældre en unik mulighed for at støtte de ældre mennesker, der er ensomme, i at deltage i forebyggende og sociale aktiviteter. Puljen sætter derfor fokus på, hvordan hjemmeplejen kan spille en rolle i forhold til at finde og hjælpe ældre mennesker, der oplever ensomhed, ind i nye fællesskaber, enten i lokalsamfundet eller hjemme hos dem selv.    * Puljen kan søges af en eller flere kommuner i samarbejde med frivillige aktører. Der er afsat i alt 30 mio. kroner i perioden 2017-2019. * Initiativ om styrket indsats mod ensomhed er en del af Aftalen om fremtidens hjemmehjælp fra 2014.   Udmøntning af puljen ”Styrket indsats mod ensomhed blandt ældre mennesker, der modtager meget hjemmehjælp” Ensomhed er en del af tilværelsen for hver fjerde ældre i Danmark. Ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte og har relation til både lavere selvværd, angst og utryghed, psykiske lidelser (fx psykoser, personlighedsforstyrrelser, Alzheimer og symptomer på depression) og fysiske lidelser (fx forhøjet blodtryk, dårlig søvnkvalitet, ugunstige stress-reaktioner og hjerte-kar-sygdomme). Mangel på socialt netværk kan have lige så stærk indflydelse på dødeligheden som andre velkendte risikofaktorer som rygning, fysisk inaktivitet og overvægt.    Ensomhed er udbredt blandt modtagere af hjemmehjælp   En undersøgelse om ensomhed fra 2012, foretaget af Marselisborg, viser, at blandt dem, der modtager personlig pleje, føler 25 % sig ofte eller en gang i mellem alene blandt andre, mens 50 % ofte eller en gang imellem føler sig uønsket alene. Omfanget af begge former for ensomhed hos dem, der modtager praktisk hjælp, er lidt lavere, mens omfanget hos ældre mennesker, der ikke modtager hjemmehjælp er henholdsvis 12 % og 17 %.   Hjemmehjælpskommissionen peger i sin rapport fra 2013 på, at manglende social kontakt er et stort problem blandt ældre mennesker, der modtager meget hjemmehjælp. En ny afdækning, foretaget af Marselisborg for Sundhedsstyrelsen, viser, at selvom man ofte har besøg af en hjemmehjælper, så er det ikke nok til at afhjælpe ensomhed fuldt ud. Samtidigt viser afdækningen, at hjemmeplejen er i en unik position for at støtte ældre, der oplever ensomhed, i at deltage i forebyggende og sociale aktiviteter. Puljen sætter derfor fokus på, hvordan hjemmeplejen kan spille en rolle i forhold til at finde og hjælpe ældre mennesker, der oplever ensomhed, ind i nye fællesskaber, enten i lokalsamfundet eller hjemme hos dem selv, fx ved at få en spiseven. Rapport: Styrket indsats mod ensomhed hos ældre mennesker med meget hjemmehjælp   Afdækningen viser endvidere, at selvom man ofte har besøg af en hjemmehjælper, så er det ikke nok til at afhjælpe ensomhed fuldt ud. I stedet er der blandt andet behov for at skabe mere systematiserede arbejdsgange for at styrke arbejdet med at komme ensomhed til livs, både internt i hjemmeplejen og i et samspil med frivillige aktører.    I forbindelse med afdækningen er der også udgivet et inspirationskatalog. Det beskriver tiltag, der har fokus på ensomhed, på samspillet mellem hjemmeplejen og frivillige aktører og på at styrke de sociale netværk og sociale færdigheder hos den enkelte hjemmehjælpsmodtager.   Initiativ om styrket indsats mod ensomhed er en del af Aftalen om fremtidens hjemmehjælp fra 2014.   Udviklingsprojekter Der igangsættes derfor et udviklingsprojekt, hvor hjemmeplejen i 10-15 kommuner i samarbejde med frivillige organisationer skal udvikle og afprøve metoder, redskaber eller indsatser, der kan bidrage til støtte ældre mennesker, som har vanskeligt ved at opretholde et socialt aktivt liv, til at deltage i aktivitets- og foreningstilbud. Hjemmeplejens opgave bliver således at hjælpe ældre mennesker ind i nye fællesskaber i civilsamfundet. Projekterne skal således bidrage med viden om, hvilken rolle hjemmeplejen kan spille i forhold til at modvirke social isolation og ensomhed blandt ældre mennesker, der modtager meget hjemmehjælp.   Der foretages desuden en større, tværgående evaluering med det formål at skabe viden om virkninger af en styrket indsats mod ensomhed og den sociale dimension af hjemmeplejen.   Hvem kan ansøge? Puljen kan søges af en eller flere kommuner i samarbejde med frivillige organisationer. Private leverandører af hjemmehjælp kan ligeledes indgå i projektet.   Puljens størrelse Der er afsat 30 mio. kr. til ansøgningspuljen i 2017-2019.

 

Mest Læste

Annonce