R og LA vil lade socialt udsatte tjene skattefri håndører

Liberal Alliance og De Radikale foreslår at lade socialt udsatte tjene mindre beløb skattefrit.

Nogle af samfundets allermest udsatte borgere skal have mulighed for at tage småjob og tjene mindre beløb uden at skulle betale skat eller blive modregnet i ydelser.
 
Sådan lyder et fælles forslag fra De Radikale og Liberal Alliance, der kalder ordningen "et socialt frikort". Det har ikke til formål at få flere i job, men at øge livskvaliteten for socialt udsatte.

- Tanken er at give de mennesker, som er allerlængst fra arbejdsmarkedet, en mulighed for at komme nær et job på en meget nem og ubureaukratisk måde, siger socialordfører Laura Lindahl (LA).

- Man kan måske hjælpe en lokal café med at stille borde og stole frem og tørre dem af, og så får man kontant afregning i form af et kontant beløb, som man ikke skal betale skat af.
 
De socialt udsatte, partierne henvender sig til, har svært ved at møde på arbejde til et bestemt tidspunkt eller overskue et deltidsjob.
 
- Det kan godt være, de kan arbejde to timer en tirsdag, men det er ikke sikkert, de kan møde op hver tirsdag, siger Laura Lindahl.
 
I partiernes fælles beslutningsforslag hedder det, at ordningen skal sættes i gang i interesserede kommuner og evalueres efter to år. Partierne forventer ikke, at det vil have "nævneværdige provenumæssige konsekvenser":
 
- Den snævre personkreds, som forslaget er tiltænkt, vil have en meget lille grad af beskæftigelse i dag, hvorfor man ikke går glip af væsentlige skatteindtægter. Administrationsomkostninger vil blive afholdt af kommunen.
 
Hvad angår virksomhedernes interesse i at hyre ustabile socialt udsatte borgere, satser partierne på, at lokale firmaer vil melde sig til ordningen for at bidrage socialt til deres lokalområde. 
 
Socialdemokraterne er ifølge Politiken positivt stemt over for forslaget, og så længe det retter sig mod en afgrænset gruppe og finder sted under ordnede forhold, ser LO heller ikke noget i vejen for at forsøge det.
 
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) udtaler til avisen, at han afventer resultatet af et forsøg, der skal hjælpe kontanthjælpsmodtagere gennem helt kortvarige ansættelser og lempeligere fradrag i deres ydelse, når de arbejder.
 
/ritzau/
Emneord: Socialt udsatte, Liberal Alliance, Laura Lindahl, De Radikale
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også