Randers sagen: Ministerium ændrer afgørelse fra Statsforvaltningen

Politik

22/08/2016 18:30

Nick Allentoft

Social- og Indenrigsministeriet har i en sag fra Randers omgjort en afgørelse fra Statsforvaltningen. Har forvaltningen først vist et parti nogle dokumenter, skal de være tilgængelige for hele byrådet, siger ministeriet. Randers borgmester rejser sagen i KL.
Pressemeddelelse fra Randers Kommune: I første omgang havde Statsforvaltningen udtalt, at det var en korrekt fremgangsmåde, Randers Kommune brugte ved politiske drøftelser forud for et forslag til ny skolestruktur. Ministeriet udtaler nu, at Statsforvaltningens afgørelse og dermed fremgangsmåden var forkert. Borgmester Claus Omann Jensen tager den ny udtalelse til efterretning. Ministeriet foretager sig ikke mere i denne anledning. Det betyder, at beslutningen om et nyt skoleforlig, der blev truffet 12. januar 2015 i Randers byråd står ved magt. Claus Omann Jensen finder afgørelsen principiel, og tager derfor initiativ til, at sagen bliver drøftet mellem KL og Social- og Indenrigsministeriet.

”Vi ændrer praksis fremadrettet for at følge den ny udtalelse. Men udtalelsen har konsekvenser for alle kommunalpolitikere. Som politikere har vi brug for fakta i forbindelse med politiske drøftelser og forhandlinger. Det får vi af forvaltningen. Men beder én gruppe politikere om fakta eller konsekvenser af en mulig løsning hos forvaltningen, så skal forvaltningen fremover dele sine svar med alle politikere i byrådet. Det gælder vel at mærke også i tidligt i et forløb, hvor forskellige ufærdige løsninger er under overvejelse. Det bliver dermed svært at have et fortroligt rum for drøftelser og samtidig bruge forvaltningens kompetencer og viden, ” siger Claus Omann Jensen.

Social- og Indenrigsministeriet skriver i sin udtalelse, at lovgivningen ikke fuldt ud tager højde for, hvordan en forvaltning kan bistå byrådsmedlemmer eller grupper af byrådsmedlemmer, og har besluttet at afgive en vejledende udtalelse om forvaltningens muligheder. Den kommer i slutningen af året.   ”Jeg er rigtig glad for, at ministeriet også ser problematikken. Der er netop behov for en debat om, hvordan politiske drøftelser og forhandlinger i fremtiden kan gennemføres med brug af forvaltningens kompetencer, og derfor kontakter jeg Kommunernes Landsforening,” siger Claus Omann Jensen.   Medhold i Statsforvaltningen Flere politiske partier i Randers byråd mødtes i en forhandlingsgruppe hen over foråret 2014 for at drøfte en mulig ny skolestruktur i Randers Kommune. Det skete på baggrund af en række scenarier, der var lagt åbent og offentligt frem allerede 1 år tidligere. Repræsentanter fra forvaltningen blev bedt om at sidde med i drøftelserne for at give teknisk bistand og svare på konsekvenser af forskellige scenarier, politikerne arbejdede med. På møderne gennemgik forvaltningen mundtligt konsekvenser ud fra nogle af de principper, som var drøftet politisk. For at støtte fremlægningen blev der brugt PowerPoint slides, som ikke blev udleveret til mødedeltagerne, fordi de var foreløbige arbejdsdokumenter, som løbende blev ændret – alt efter drøftelser blandt politikerne. Alle byrådsmedlemmer, der ønskede at lave et forhandlingsudspil, blev tilbudt samme tekniske bistand fra forvaltningen.   Byrådsmedlemmer uden for den kreds, der drøftede den fremtidige skolestruktur, begærede alle dokumenter udleveret. Alt skriftligt materiale blev udleveret, men forvaltningen vurderede, at foreløbige Power Point slides ikke var omfattet af anmodningen som sagsindsigt, netop fordi de var foreløbige og ikke udleveret. Sagen blev rejst i Statsforvaltningen, som gav Randers Kommune medhold. Nu har Social- og Indenrigsministeriet udtalt, at dokumenter er ”teknologineutrale”. De PowerPoints, som blev fremvist, skulle have været journaliseret og udleveret til alle.   ”Statsforvaltningens afgørelse viste netop, at det er muligt for en forvaltning at betjene politikere, som er i politiske drøftelser, når forvaltningen giver samme tilbud om bistand til alle politikere i byrådet. Det ændrer Ministeriets afgørelse, og det skaber et stort behov for en dialog om emnet,” siger borgmester Claus Omann Jensen.   Ingen betydning for skolestruktur Ministeriets udtalelse har ikke betydning for selve beslutningen om et nyt skoleforlig, der blev truffet 12. januar 2015 i Randers byråd. Skolestruktur-forslaget er behandlet efter reglerne for ændringer i en skolestruktur. De fremgår af folkeskoleloven. I den konkrete sag blev et endeligt forslag til en ny skolestruktur fremlagt den 13. august 2014, og alle regler om orientering af byråd og høringer af offentligheden er fulgt. De omtalte Power-Points blev offentliggjort i efteråret 2014.

Mest Læste

Annonce