Reflektionstest: Hvad er formålet med jeres ledergruppe?

Ledelse

22/09/2016 12:30

Teglkamp & Co

Hvor mange ledergrupper tror I, der arbejder uden en klar idé om, hvad de vil med ledergruppearbejdet?

Når jeg arbejder med ledergrupper spørger jeg dem indimellem om, hvad der er formålet med deres ledergruppe. Hvad vil de med ledergruppearbejdet? Har de taget aktivt stilling eller har de bare en ledergruppe, fordi det har man nu en gang. Ofte bliver der larmende tavshed i lokalet.

Hver 4. ledergruppe arbejder uden klart formål

Læs mere fra Teglkamp & Co

Susanne Teglkamp fra konsulentbureauet Teglkamp & Co blogger om ledelse og lederskab. Læs mere om Teglkamp og flere indlæg her.

286 leder har i skrivende stund taget en lille gratis refleksionstest: Er I en gruppe af ledere eller en ledergruppe?, hvor de bl.a. har forholdt sig til, hvorvidt de mener, at deres egen ledergruppe har en klar idé om, hvad de vil med deres ledergruppe.

Kun hver 4. kan svare bekræftende, halvdelen af lederne svarer, at de kun delvist har en klar idé med ledergruppen.

Og altså hver 4. kommer med det noget nedslående svar, at de ikke mener, at man har en klar idé med ledergruppearbejdet.

Find ud af, hvad I vil med ledergruppen og få succes!

Det bliver endnu mere interessant, når man ser konsekvenserne af hvorvidt man har et formål med ledergruppearbejdet eller ikke har det, eksempelvis:

Udviser respektfor hinanden i ord og handling:

75% af de ledergrupper, hvor man har et formål med ledergruppearbejdet mod kun 38% af de ledergrupper, hvor man ikke har et formål, udviser respekt for hinanden i ord og i handling.

Står som en sammentømret gruppe ved store udfordringer:

73% af de ledergrupper, hvor man har et formål med ledergruppearbejdet mod eksempelvis kun 26% af de ledergrupper, hvor man ikke har et formål, står som en sammentømret gruppe ved store udfordringer.

Er loyale over for ledergruppens beslutninger:

82% af de ledergrupper, hvor man har et formål med ledergruppearbejdet mod eksempelvis kun 48% af de ledergrupper, hvor man ikke har et formål, er loyale overfor ledergruppens beslutninger.

Prioriterer helheden over eget ansvarsområde:

54% af de ledergrupper, hvor man har et formål med ledergruppearbejdet mod eksempelvis kun 13% af de ledergrupper, hvor man ikke har et formål, prioriterer helheden over eget ansvarsområde.

Ovenstående eksempler giver deres eget meget tydelige billede af, hvor stor betydning det har både for samarbejdet og for helhedstænkningen i ledergruppen, at man har gjort sig nogle overvejelser over, hvorfor man er sat i verden og hvad man vil med ledergruppen. Alt sammen noget der har stor betydning for hvor gode resultater, man skaber i ledergruppen.

Den lille refleksionstest om ledergruppen:

Vil du have en indikation på, om I er en gruppe af ledere eller en ledergruppe, kan du også gå ind og prøve testen her: https://response.questback.com/teglkampco/ledergruppetest/

Mere inspiration

Du kan hente yderligere inspiration i artiklen: Ledelsesgrundlaget. Download artiklen via dette link: http://www.teglkamp.dk/Alt%20om%20ledelse/Ledelsesgrundlaget.pdf

Mest Læste

Annonce