Regeringen dropper at lette topskatten

Regeringens ambition om, at færre danskere skal betale topskat, droppes på ubestemt tid, siger Samuelsen. Nu kan krudtet blive brugt på andre ting, siger DF's Flydtkjær, om at topskattelettelser lægges på hylden.

Der skal ikke forhandles om nye topskattelettelser ved efterårets skatteforhandlinger.

Det slår udenrigsminister og leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen fast over for DR Nyheder.

LÆS OGSÅ: LA og Alternativet kan møde hinanden på borgerløn og skat

Han fortæller, at et forslag om at lette topskatten ikke bliver en del af regeringens nye skatteudspil, som ventes klar inden længe.


- Vi erkender, at det er umuligt at overbevise de andre partier om, at det er virkelig effektivt at lette topskatten.

- Vi kommer med historisk store forslag til skattelettelser, men de kommer ikke til at inkludere topskat, siger han til DR Nyheder.

Anders Samuelsen vil i stedet sætte sig til forhandlingsbordet for at diskutere, hvilke skatter der ellers kan lettes. 

- Derfor rydder vi topskattespørgsmålet af bordet, og så fokuserer vi for eksempel på lettelser i skatten i bunden, siger han til DR.

- Hvad kan vi gøre, når der er nogen, der siger, at de gerne vil være med til at lette skatten på biler. Hvad kan vi gøre der? Hvad kan vi gøre i forhold til afgifter? Så vi tager fat i en bred palet af skatter, som kan sænkes, og hvor vi kan samle et flertal, siger han.

Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkeparti har afvist, at det kunne komme på tale at sænke topskatten.

Det gjorde DF-formand Kristian Thulesen Dahl klart på partiets sommergruppemøde tidligere på ugen.

- Vi ønsker ikke at lette skatten for de højeste indkomster. Vi vil gerne have Venstre tilbage til det, de sagde i valgkampen, nemlig at man ville lette skatten for de laveste indkomster, sagde han. 

Reaktionen på regeringens beslutning vækker da også tilfredshed hos DF og prikker til uro i LA. 

 

En klog beslutning.

Sådan siger DF's skatteordfører, Dennis Flydtkjær, som med glæde har modtaget søndagens nyhed om, at regeringen afviser at lette topskatten.

- Det er under en uge siden, at vi selv opfordrede regeringen til at droppe denne snak om topskat. 

- Det er selvfølgelig positivt, at regeringen har indset, at man ikke kommer igennem med topskattelettelser, så vi i stedet kan bruge krudtet på at diskutere ting, som vi i højere grad kan blive enige om, siger han.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger søndag til DR Nyheder, at et forslag om at lette topskatten ikke kommer til at indgå i regeringens kommende skatteudspil.

Dennis Flydtkjær ser nu frem til at snakke om andet end topskat ved efterårets forhandlinger.

- Vi er villige til at diskutere alt, men jeg tror godt, at danskerne kunne se, at det var fjollet, at dansk politik i efteråret stod i stampe, fordi der blev diskuteret topskat.

- Det er klogt, at man nu vil diskutere nogle af de ting, som vi godt kan blive enige om. Det kan være bundskatten eller licensen, som måske skal finansieres over finansloven, siger han.

LA-lokalformænd har dog også lagt pres på Anders Samuelsen for at få en lavere topskat på bordet. En af dem var lokalformand Mia Due Christensen fra Fredensborg.

- Der skal klart stå i regeringens udspil, at færre skal betale topskat. Selvfølgelig. Sker det ikke, vil jeg blive meget skuffet. Ellers har vi jo givet op, sagde hun til DR Nyheder lørdag.

Det er en del af regeringsgrundlaget, at topskatten skal spille en mindre rolle.

I efteråret skal partierne aftale den sidste del af den såkaldte jobreform - skattelettelserne

 

 
Samuelsen om topskatten: Vi får en sejr
Anders Samuelsen er kendt som politikeren med de stålsatte øjne, der sidste efterår ikke ville rokke sig i forhold til en lettelse af topskatten på fem procentpoint.
 
Det bliver dog heller ikke dette efterår, at LA-politikeren får en lettelse igennem.
 
- Vi erkender, at vi hverken kan overbevise S eller DF om, at det ville være en god idé at lette topskatten, selv om det ville være en ekstrem effektiv måde at skabe vækst og øge beskæftigelsen på.
 
- Derfor fokuserer vi nu på at lette andre skatter i stedet for. Regeringen vil snart komme med et samlet forslag til en ny skattepolitik, der vil indeholde historisk store skattelettelser.
 
- I Liberal Alliance er alle skattelettelser gode skattelettelser, siger ministeren.
 
* Flere LA-lokalformænd har sagt, at regeringens udspil skal indeholde et udspil om at lette topskatten. Hvordan kan det være, at du alligevel smider håndklædet i ringen nu?
 
- Jeg er kommet til den erkendelse, og det tror jeg sådan set, at alle danskere er: Man kan simpelthen ikke overbevise Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen om, at man skal lette topskatten. Det er umuligt.
 
- I stedet for at have tre måneders ørkenvandring, hvor vi ville ende med samme konklusion, så vælger jeg at sige, at vi fjerner den fra bordet, og så kommer vi andre gode gaver op på bordet, som vi så kan sidde at snakke om.
 
* DF meldte klart ud på sit sommergruppemøde i starten af ugen, at man ikke ville gå med til topskattelettelser. Lægger regeringen under for DF?
 
- Vi må bare erkende, hvordan flertalssituationen er i Folketinget. Liberal Alliance har 13 mandater i Folketinget ud af 179, og derfor foreslog jeg allerede før sommerferien, at vi gjorde det på denne måde.
 
- Derfor er vi snart klar til at lægge et forslag frem, som indebærer en lettelse af skatten i bunden, lettelse af diverse afgifter - historisk store skattelettelser.
 
- Vi har ikke 90 mandater. Derfor kan vi lige så godt lade være med at spilde danskernes tid.
 
* Hvor stort et nederlag er det her for Liberal Alliance?
 
- Hvis vi kunne få opfyldt det her, så svarer det til, at Danmark ville vinde 10-0 over Tyskland. Det kan vi ikke. Vi kan få nogle ting opfyldt. Vi har allerede fået sænket registreringsafgiften. Det svarer til, at vi vinder 2-0 over Tyskland.
 
- Det er trods alt bedre end at tabe. Hvis man kalder det et nederlag, er man forkert på den. Vi får ikke en drømmesejr, men vi får en sejr - nemlig nedsættelser af skatter og afgifter. Det er noget, vi skal glæde os over.
 
/ritzau/
Emneord: Topskat, Skatter, Skattelettelser, Liberal Alliance, Anders Samuelsen, Venstre, Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, 140817
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også