Regeringen er ligeglad: Stemt ned om besparelser på ulandsbistand

Regeringen vil ikke følge det flertal i Folketinget, der kræver ulandsbistand for i år udbetalt som planlagt. De Konservative undlod at stemme. Dermed er regeringen i mindretal om besparelser på udviklingsbistanden.

De Konservative stemte som varslet nemlig hverken for eller imod at gennemføre de budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden i år. Det var SF, der stillede forslaget om at gennemføre de budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden for 2015 - som regeringen ellers havde lavet besparelser på. 54 stemte for, 51 stemte imod, mens fire hverken stemte for eller imod.

Regeringen havde ellers ikke tænkt sig at udbetale alle de penge til udviklingsbistand, som den røde regering sidste år havde afsat på finansloven for 2015. Udenrigsministeriet forklarede før afstemningen i et svar til Folketinget, at det "ikke er et brud på juridisk bindende tilsagn", når regeringen har bestemt sig for ikke at udbetale de milliarder, der var afsat.

 
Regeringen ignorerer flertallet
Regeringen ignorerer flertallet, meddeler udenrigsminister Kristian Jensen (V). Det kan lade sig gøre, fordi der netop er tale om et beslutningsforslag og ikke et lovforslag.  konservative stemte ikke, men har tidligere meddelt, at partiet er imod regeringens besparelser på området og mener, at man skal udbetale det, man har lovet sine samarbejdspartnere.
 
Men argumentet preller af på Kristian Jensen. Foran pressen på Christiansborg henviser han i øvrigt til, at SR-regeringen også ignorerede et folketingsflertal.
 
Dengang var det sagen om udbetaling af børnecheck, der var omdrejningspunktet. 
 
Her fremsatte De Konservative et beslutningsforslag om at genindføre et optjeningskrav, og det var støttepartiet Enhedslisten med på. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ignorerede beslutningsforslaget.
 
Selv om udbetalinger af udviklingsbistanden ikke er juridisk bindene, har Danmark lovet nogle samarbejdspartnere bestemte beløb, påpeger de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.
 
De Konservatives blanke stemmer skal ikke ses som udtryk for mistillid til regeringen, understreger Khader. Men partiet, der ikke er tilhænger af Venstre-regeringens besparelser på bistanden, er utilfreds med ikke at være blevet involveret i beslutningen.
 
- Hvis de havde indkaldt os til drøftelser, kunne man måske have fundet et kompromis og set på de enkelte projekter. Men den mulighed fik vi ikke, siger Khader.
 
De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard (R), kan ikke forestille sig, at regeringen vælger at ignorere et flertal i Folketinget, siger han til Politiken.
 
FAKTA: Når en regering kommer i mindretal
En regering er ikke altid juridisk forpligtet til at følge et flertal i Folketinget. 
Venstre-regeringen er mandag kommet i mindretal om besparelser på udviklingsbistanden, da støttepartiet De Konservative valgte at stemme blankt til SF's beslutningsforslag.
 
Forslaget pålægger regeringen at gennemføre de budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden for 2015, som regeringen ellers havde lavet besparelser på.
 
Det danske demokrati er underlagt negativ parlamentarisme. Det betyder, at den til enhver tid siddende regering ikke må have et flertal imod sig. Men princippet er ikke absolut.
 
Mens regeringen er tvunget til at følge et lovforslag med flertal, kan den godt ignorere et beslutningsforslag.
 
Historisk set har regeringer, der er kommet i mindretal, taget konsekvensen ved at udskrive valg eller overdrage magten til oppositionen.
 
Der er dog undtagelser. Da SR-regeringen i maj 2014 kom i mindretal om udbetaling af børnecheck, valgte daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), at ignorere flertallet i Folketinget.
 
De Konservative havde stillet som beslutningsforslag, at Danmark skulle genindføre et optjeningsprincip på børnechecken, og med Enhedslistens støtte var den røde regering i mindretal.
 
Det røde støtteparti ønskede dog ikke at stille et mistillidsvotum til regeringen, selv om De Konservative opfordrede kraftigt til det. 
 
Omvendt vil De Konservative nu ikke stille et mistillidsvotum til Venstre-regeringen, selv om partiet stemte blankt ved mandagens afstemning om udviklingsbistanden.
 
Kilder: ft.dk, Politiken, Berlingske og DR.
 
/ritzau/
Emneord: Ulandsbistand, Kristian Jensen, Folketinget, Udviklingsbistand, Ny regering
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også