Regeringen fastholder strategi for 2025-forhandlinger

Politik

19/09/2016 12:58

Nick Allentoft

Trods trusler om valg og mistillidsvotum har ingen partier meldt afbud til forhandlinger i Finansministeriet.

Forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er for alvorlig blevet anspændt de seneste dage, hvor det har føget med gensidige beskyldninger om, at det andet parti var på vej til at udløse et valg. 

Men i denne uge kommer repræsentanter fra DF og LA til at sidde i samme lokale i Finansministeriet. Trods de mange trusler om valg har ingen af partierne nemlig meldt afbud til møderne om regeringens 2025-plan i denne uge.

Her skal de mødes om nogle af de allersværeste elementer i forhandlingerne - udlændingestramninger og skattelettelser. 

Dermed kan regeringen indtil videre fortsætte strategien for 2025-forhandlingerne. 

Den går i første omgang ud på at holde temamøder om de centrale elementer i planen frem mod Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Først derefter skal der indkaldes til egentlige forhandlingsmøder i Finansministeriet. 

Derefter er håbet, man kan lande en aftale om 2025-planen og finansloven i midten af november med blå blok. 

Med det tiltagende skænderi som baggrund har De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, foreslået, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkalder partilederne til forhandlinger på Marienborg for at få dæmpet gemytterne.

Men det forslag har man afvist i Løkke-lejren. Her vil man holde fast i planen med at forhandle i Finansministeriet. 

Dermed sender V-toppen også indirekte et signal om, at råberi i pressen ikke flytter regeringen. Hvis et parti vil stille et mistillidsvotum, må de gå i folketingssalen med det. Ellers fortsætter forhandlingerne som planlagt.

Onsdag i denne uge skal partierne mødes om det udspil til udlændingestramninger, som indgår i regeringens 2025-plan. Udspillet indeholder en nødbremse, der skal gøre det muligt at lukke grænsen i tilfælde en ekstraordinær stor tilstrømning.

Regeringen vil dog kun trække nødbremsen efter konsultationer med nabolandene - især Tyskland - samt EU-Kommissionen. Det er langt fra nok til at indfri DF's ønske om permanent grænsekontrol og straksbehandling af asylansøgninger på grænsen. 

Torsdag er det så Liberal Alliances mærkesag, der er på bordet, når partierne skal diskutere anden del af jobreformen. Den skal sænke skatten på arbejde. Det gælder både den ømtålelige topskat samt Løkkes mærkesag - skatten på de laveste indkomster.

Regeringen har i første omgang spillet ud med en lettelse af topskatten på fem procentpoint for indkomster op til en million kroner. 

Det er ikke nok for LA, der vil have skattelettelsen til at gælde for alle, der betaler topskat - også dem, der tjener mere end en million kroner.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce