Regeringen investerer millioner i praktikpladsinitiativer

Undervisningsministeriet har sammen med DA og LO lagt sig fast på udmøntningen af midler afsat i vækstpakken 2014 til initiativer, der skal styrke det praktikpladsskabende arbejde på erhvervsskolerne. Samtidig sætter parterne ind over for elever, som er gået i stå i deres uddannelse, fordi de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik.

Med vækstpakken fra juni 2014 blev der afsat 95 mio. kr. i 2014-2015 til initiativer, som skal skabe flere praktikpladser.

 

Regeringen har nu i samarbejde med DA og LO lagt sig fast på, hvordan pengene skal bruges. Det betyder, at landets erhvervsskoler og praktikcentre får 55 millioner kroner til at ansætte flere praktikpladskonsulenter. Samtidig skal praktikcentre og skoler i en forsøgsperiode tilbyde helt små virksomheder administrativ hjælp til at oprette praktikpladser. Undervisningsministeriet forlænger desuden sit nuværende tilbud om startpakker og hotline for nye virksomheder, som ikke tidligere, eller ikke i en årrække, har haft ansat elever:


”Vi har de seneste år taget en række initiativer for, at flere elever kan færdiggøre deres erhvervsuddannelse med praktik hos en arbejdsgiver. Desværre er der fortsat mange, der ikke kan finde en ordinær praktikplads. Med de nye tiltag vil endnu flere komme ud på landets arbejdspladser i løbet af deres uddannelse. Enten med en ordinær praktikplads eller gennem kortere forløb via praktikcentret,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

For at forbedre vejledningen af de praktikpladssøgende elever indkaldes samtlige elever i praktikpladssøgekøen til en samtale på erhvervsskolerne for at få belyst, hvorfor de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik. Målet er at få eleverne til at gøre brug af alternative uddannelsesmuligheder eller finde ud, at om eleverne fortsat bør være registreret som praktikpladssøgende, når de ikke er aktive på uddannelsen. Derudover igangsætter ministeriet en informationsindsats, som skal skabe fokus på beskæftigelsesområder, hvor der er ledige praktikpladser og lav søgning fra elever.

”Vi er meget tilfredse med, at indsatsen på praktikpladsområdet intensiveres allerede inden jul. Den særlige bevilling skal hjælpe erhvervsskolerne med at sende flere praktikpladskonsulenter på besøg hos praktikvirksomhederne. Det er ofte det direkte besøg på en virksomhed, der fører til en ekstra praktikplads. Samtidig sætter vi mere fokus på de mange elever, der ikke gør brug af muligheden for at fortsætte deres uddannelse i et praktikcenter og får et mere nuanceret billede af, hvem der søger praktikpladser,” siger Henrik Bach Mortensen, Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. 

Om initiativerne siger LO-sekretær Ejner K. Holst: 

”Det er et vigtigt første skridt, ministeren har taget med disse initiativer. Det er meget vigtigt, at vi i Danmark får uddannet flere faglærte, og vejen til dette er flere praktikpladser i virksomhederne og styrkede praktikcentre. Det er gode forslag, der ligger her. Der er både hjælp til de små virksomheder, der kan syntes, at det er svært at overskue, hvad det kræver at tage en elev eller lærling, en hånd til skolernes praktikpladsopsøgende arbejde og hjælp til de mange, som i dag står uden en praktikplads.” 

Midlerne forventes at blive udmøntet allerede i november, så de forskellige initiativer kan blive sat i gang hurtigst muligt. Som led i reformen af erhvervsuddannelserne fortsætter Undervisningsministeriet sin dialog med arbejdsmarkedets parter med henblik på at finde yderligere initiativer, som kan skabe endnu flere praktikpladser.

Fakta om de praktikpladsskabende initiativer

Regeringen har i samarbejde med DA og LO lagt sig fast på fem konkrete initiativer:

1. Praktikpladssøgende elever

  • Fremover skal praktikpladssøgende elever opfylde EMMA-kriterierne for at være registreret i søgekøen. Det vil sige, at eleverne skal være egnede, geografisk og fagligt mobile samt aktivt praktikpladssøgende.
  • I en periode skal alle elever i søgekøen indkaldes til en samtale på erhvervsskolerne for at få belyst, hvorfor de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik. Samtalerne er et led i en analyse af, hvem som står i praktikpladssøgekøen, og hvordan de bedst hjælpes til at få en praktikplads.
  • På baggrund af analyserne gennemføres en opstramning af skolernes pligt til at hjælpe og vejlede eleverne i praktikpladssøgningen.

2. Styrkelse af praktikpladskonsulenternes arbejde

  • Ansættelse af ekstra praktikpladskonsulenter.
  • Igangsættelse af en analyse, som skal afdække potentialet for flere praktikpladser i virksomhederne og undersøge best practice på skolerne for at optimere og målrette praktikpladskonsulenternes arbejde.
  • Udarbejdelse af materiale, som skal afhjælpe de komplikationer, der kan opstå, når virksomheder og elever indgår delaftaler.

3. Målrettet informationsindsats

  • Skal oplyse virksomhederne om ændringerne som følge af reformen af erhvervsuddannelserne, herunder hvad det betyder for de kvalifikationer, som eleverne kommer ud med.
  • Skal sætte fokus på de beskæftigelsesområder, hvor der er ledige praktikpladser og svag søgning af kvalificerede elever i forhold til arbejdsmarkedets behov.

4. Startpakke og hotline

  • Fortsættelse af Undervisningsministeriets nuværende kampagne med fokus på startpakker og hotline for nye virksomheder, som ikke tidligere, eller ikke i en årrække, har haft ansat elever.

5. Administrativ hjælp til helt små virksomheder

  • Forsøgsordning med administrativ hjælp til helt små virksomheder (op til fem medarbejdere inkl. elever og evt. ejer/leder) i forbindelse med indgåelse af uddannelsesaftaler.
Emneord: Undervisningsministeriet, Christine Antorini, Børne- og ungemedarbejdere, Børn og unge, Uddannelsesområdet, Praktikpladser
Uddannelses- og Forskningsministeriet på DenOffentlige.dk Undervisningsministeriet
Aktivitet: Artikler: 89 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også