Regeringen og KL vil styrke skoleledernes uddannelse

24/05/2017 09:52

Nick Allentoft

Skoleledere skal fremover kunne tage en uddannelse med en formel specialisering i skoleledelse, mener KL og regeringen efter forslag fra en arbejdsgruppe.

Den eksisterende diplomuddannelse i ledelse skal fortsat være ramme for skoleledernes uddannelse. Men den skal styrkes, så den i højere grad understøtter de behov, der særligt kendetegner skolelederenes udfordringer. Samtidig skal uddannelsen i højere grad tage udgangspunkt i ledernes egen praksis.

Sådan lyder de mest centrale af de anbefalinger, som kommer fra en arbejdsgruppe med deltagelse af KL, Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederforeningen og BUPL’s Lederforening.

På baggrund af anbefalingerne vil regeringen nu arbejde med konkrete forslag til, hvordan uddannelse af skoleledere kan styrkes.

LÆS OGSÅ: Ledere er uddannet for 800 millioner, men...

”Skolelederne har et at de vigtigste job overhovedet, for deres ledelse er afgørende for, om det enkelte barn trives og får de rette kundskaber til at kunne klare sig videre i livet med uddannelse og job. Derfor skal vi give skolelederne de bedst mulige forudsætninger for at drive gode skoler. Her spiller den rette lederuddannelse en vigtig rolle, ” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde siger:

”God skoleledelse spiller en afgørende rolle i forhold til elevernes læring. Vi er klar til at styrke indholdet i den nuværende diplomuddannelse, så den bliver mere praksisnær, og det fx bliver muligt at tage en formel specialisering i skoleledelse. Der skal fokuseres mindre på teori og mere på at omsætte til praksis. Arbejdsgruppens rapport vil samtidig indgå som et godt bidrag til Ledelseskommissionen, der i starten af det nye år skal fremlægge sit bud på, hvordan vi kan styrke kvaliteten af offentlig ledelse.”

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind:

”Ledelsesrummet for skolelederen har i årevis optaget os i Venstre, fordi det er nøglen til at få stærke, veldrevne skoler. Hvis folkeskolen skal styrkes, skal skolelederne styrkes. Det er afgørende for os, og her er uddannelsen af lederne central. Derfor skal uddannelsen også tage udgangspunkt i den virkelighed, som skolelederne møder. Jeg ser frem til at se en konkret model på, hvordan vi får skoleledernes praksis trukket mere ind i uddannelsen.”

Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg:

”De formelle uddannelsestilbud til kommunernes ledere skal omlægges. De skal fokusere mindre på teori og mere på deltagernes egen ledelsespraksis. Det gælder ikke mindst uddannelsestilbuddene til skoleledere. Dansk forskning viser nemlig, at god skoleledelse gør en forskel for elevernes læring. Derfor skal uddannelserne i højere grad klæde skolelederne på til den udvikling og det fagprofessionelle samarbejde, der gør en forskel for eleverne læring og trivsel. KL ser frem til at samarbejde med regeringen om en fornyelse af de formelle lederuddannelser.”

Arbejdsgruppen blev nedsat sidste år som følge af regeringen og KL’s Aftale om kommunernes økonomi for 2017.

 

Mest Læste

Annonce