Regeringen vil lette skatter og afgifter med 22 milliarder

Især borgere med høje indtægter får gavn af regeringens skatteudspil, vurderer økonomer over for Politiken.

Med et nyt skatteudspil vil regeringen lette skatter og afgifter med op mod 22 milliarder kroner, skriver Politiken.

Avisen er kommet i besiddelse af interne regeringsdokumenter, og her fremgår det blandt andet, at regeringen vil skrotte loftet over beskæftigelsesfradraget og indføre et nyt jobfradrag.


De ændringer forventes at sænke skatten på den sidst tjente krone med 2,7 procentpoint, ligesom det vil betyde, at danskere i den lavere ende af indkomstskalaen kan slippe op mod 4000 kroner billigere om året.

Politiken har fået flere økonomer til at gennemgå oplysningerne i regeringsdokumenterne, og konklusionen er, at det særligt er borgere fra den øverste ende af indkomstskalaen, som får gavn af udspillet. 

Særligt på grund af fjernelsen af loftet over beskæftigelsesfradraget og sænkelse af registreringsafgiften, lyder vurderingen.

De kommende skatteforhandlinger bliver centrale i efteråret, hvor Dansk Folkeparti (DF) får en nøgleposition. DF-formand Kristian Thulesen Dahl er blevet tæt orienteret om regeringens planer af regeringens topministre, skriver Politiken. 

Det helt store drama blev dog elimineret tidligere på måneden, da regeringen droppede sine planer om lavere topskat. 

I stedet vil regeringen spille ud med en fremrykning af den planlagte hævelse af topskattegrænsen, så færre danskere skal betale topskat allerede fra næste år. 

Trods den tidligere armlægning er DF ikke skræmt af den plan. Det siger partiets finansordfører, René Christensen, til Politiken.

- Fremrykkelsen af den højere topskattegrænse er ikke et ønske, vi har, men nu har regeringen fremlagt det, og så må vi se, hvordan det lander i forbindelse med forhandlingerne, siger René Christensen.

I Socialdemokratiet er man dog ikke tilfreds med skatteplanen.

- Det virker, som om regeringens skatteudspil er en meget stor anvendelse af det mulige råderum, der er i dansk økonomi, lyder det fra Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

- Man må spørge sig selv, om det virkelig er den kur, som Danmark har brug for - at man bruger så mange penge, som var sparet op til, at vi kunne klare det velfærdspres, der kommer, når vi bliver flere ældre i befolkningen og færre til at forsørge dem, siger han til Ritzau.

Ifølge regeringens egne beregninger vil udspillet ifølge Politiken samlet set berøre tre millioner danskere. 

/ritzau/

 
 
Emneord: Skattelettelser, Skatter, Skattereform, 240817
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også