Regeringen vil øge straffen for tiggeri

Regeringen vil fremsætte haste-lovforslag, der indfører ubetinget straf for "utryghedsskabende tiggeri".

Regeringen vil fordoble straffen for det, den kalder "utryghedsskabende tiggeri". Og samtidig skal straffen gøres ubetinget. 
 
I stedet for syv dages betinget fængsel skal tiggeri udløse 14 dages ubetinget fængsel. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag under Folketingets afslutningsdebat.

Regeringen har bedt om mulighed for at fremsætte lovforslaget til førstebehandling fredag i denne uge, så det kan behandles færdig i forbindelse med førstebehandlingen af finanslovsforslaget i september. Dermed tager regeringen endnu et skridt i forsøget på at dæmme op for de stadig større grupper af romaer, som har skabt debat i København.

- Det, vi er vidne til, hører på ingen måder hjemme i vores samfund. Derfor vil regeringen foreslå en fordobling af straffen for tiggeri, siger Lars Løkke Rasmussen.
 
Han fastslår, at det, han kalder tilrejsende "romabander", er et alvorligt problem, som optager mange danskere. 
 
- Det ved jeg, for jeg er selv en af dem som borger i København, siger statsministeren.
 
Københavns Politi har ifølge Løkke ydet en vedholdende indsats, hvor man blandt andet har ryddet 25 romalejre i år og rejst 84 sigtelser. Men der skal gås hårdere til værks, hvis problemet skal til livs, mener regeringen.
 
Fast track ordning 
Selv om regeringen formentlig vil have flertal med Dansk Folkeparti, så kan forslaget vække modstand fra dele af Folketinget.  Tidligere har det vakt bekymring, at danske hjemløse, der beder om nogle mønter i S-toget, i givet fald også vil stå til en ubetinget fængselsstraf på to uger.
 
Statsministerens udmelding kommer, kort efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag aften fremsatte tre andre forslag, der også skal sætte ind over for romaer.

Den 1. april blev det forbudt at etablere eller opholde sig i lejre, som skaber utryghed i nærområdet. Nu vil regeringen give politiet udvidet mulighed for at give zoneforbud, så forbuddet gælder et større område.  Regeringen vil også se på, om politiet kan give et zoneforbud allerede første gang, udlændinge overtræder reglerne.

Myndighederne skal også undersøge muligheden for at lave en fast-track-ordning, så man hurtigt kan få afprøvet, om en person har opholdsgrundlag i Danmark.
 
- Vi oplever udlændinge, som rejser hertil og slår lejr på vores gader og stræder. Tigger aggressivt. Opkræver såkaldte beskyttelsespenge fra vores hjemløse og gør os utrygge. Det vil vi ikke acceptere. Det skal vi ikke acceptere, for byen skal være et trygt sted for alle, siger Lars Løkke Rasmussen.
 
FAKTA: Sådan vil regeringen gribe ind mod tiggeri
Regeringen vil fordoble straffen for utryghedsskabende tiggeri. Det skal udløse 14 dages ubetinget fængsel. 
Regeringen vil stramme regler for tiggeri. Det skal nu forhandles med folketingets partier. Sådan ser regeringens udspil ud:
 
* Regeringen vil fordoble straffen for "utryghedsskabende tiggeri". I stedet for syv dages betinget fængsel udløser tiggeri 14 dages ubetinget fængsel. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i afslutningsdebatten.
 
* Regeringen har bedt Folketinget om ekstraordinært at kunne fremsætte lovforslaget til førstebehandling fredag 2. juni. Så kan Folketinget vedtage lovforslaget, når finansloven førstebehandles i september.
 
* Dansk Folkeparti vil i stedet forlænge folketingsåret, så forslaget kan blive vedtaget inden sommerferien. Partiet vil kontakte Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), oplyser partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.
 
* Regeringen vil lade politiet udstede zoneforbud i større geografiske områder. Det oplyste Justitsministeriet onsdag i en pressemeddelelse.
 
* Regeringen vil se på, om politiet kan give et zoneforbud første gang, udlændinge overtræder reglerne.
 
* Myndighederne skal undersøge, om man kan lave en fast-track-ordning. Så kan man hurtigt afprøve, om en person har opholdsgrundlag i Danmark.
 
* Politiet har ryddet over 25 roma lejre og rejst 84 sigtelser, siden Folketinget 1. april 2017 strammede reglerne. Nu kan politiet gribe ind mod romaer, som opretter ulovlige lejre og tigger.
 
* Københavns Politi ryddede forleden fire lejre i København. Det var i Lille Kongensgade, på Islands Brygge, Vesterbrogade og Nyropsgade.
 
* Ni personer fik hver en bøde på 1000 kroner for at bo i lejre, som ifølge politiet skaber utryghed. Én blev henvist til Udlændingestyrelsen med henblik på udvisning.
 
* 24. maj blev 27 personer anholdt ved politiets razzia mod syv lejre. Aktionen ramte lejre ved Dronning Louises Bro på Nørrebro og Vesterbrogade.
 
* I Trinitatis Kirke nær Rundetårn har personalet klaget over uhumske, sundhedsfarlige forhold med affald og afføring ved en lejr.
 
Kilder: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K), Justitsministeriet 
 
FAKTA: Romaer er spredt over hele Europa
Regeringen vil dæmme op for de stadig større grupper af romaer, som den mener udgør et alvorligt problem.
Regeringen vil fordoble straffen for tiggeri, og samtidig skal straffen gøres ubetinget. 
 
Det skal dæmme op for det, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder tilrejsende "romabander".
 
Læs her, hvem romaerne er: 
 
* Roma er fællesbetegnelse for en række omrejsende sigøjnergrupper, der taler romani. Romaer har ikke et hjemland eller en religion. Deres sprog tales med mange forskellige dialekter, fordi de er spredt over hele Europa.
 
* Det antages, at romaerne oprindeligt stammer fra alle egne af Indien, men romaerne er stadig et folk med en meget uafdækket historie. 
 
* I moderne tid bor de primært i Europa, særligt på Balkan og i Østeuropa med store befolkningsgrupper i Makedonien, Bulgarien, Rumænien og Ungarn. Romaerne er historisk blevet udsat for diskrimination i de lande, hvor de har været bosat.
 
* Det er svært at udpege kulturelle træk ved romaer. Traditioner og normer adskiller sig fra gruppe til gruppe og fra person til person. Flertallet af romaer praktiserer kristendom. Andre romaer er hedninge, hinduer eller muslimer. 
 
* Traditionelle romaer sætter stor værdi i at udvide deres familie. Det er afgørende, at ugifte kvinder er jomfruer, når de bliver gift. Både mænd og kvinder bliver gift unge. Der har været kontroverser i flere lande, fordi romaerne har indgået børneægteskaber.
 
* Romaernes lov fastslår, at mandens familie skal betale en brudepris til brudens forældre, men kun traditionelle familier følger stadig denne regel. Efter et par har indgået ægteskab slutter kvinden sig til mandens familie.
 
Kilder: Den Store Danske, Britannica, Faktalink.
 
/ritzau/
Emneord: Romaer, Tiggere, Kriminalitet, Beskyttelsespenge
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også