Regeringen vil svinge sparekniv over miljøet

Bæredygtighed

01/09/2015 13:33

Nick Allentoft

Fortrolige dokumenter fra Finansministeriet varsler besparelser på miljøet i finansloven. DF støtter. Et hævntogt siger Danmarks Naturfredningsforening.

Færre penge til naturgenopretning og mindre ambitiøse mål for vedvarende energi.

Listen er lang over miljø- og klimaprojekter, som vil blive ramt af besparelser.

I hvert fald hvis regeringen kommer igennem med det finanslovsforslag, som ventes fremlagt i løbet af september.

Fortrolige dokumenter lægger ifølge Information blandt andet op til, at dele af Naturplan Danmark skæres ned, at klimapuljen fra sidste års finanslov tilbagerulles, og at puljen til "grønne ildsjæle" sløjfes.

Sammenlagt peger notaterne på potentielle besparelser på det grønne område på knap 340 millioner kroner for perioden 2016-19.

Dertil ønsker regeringen at annullere flere centrale grønne målsætninger, herunder målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020, målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 og målet om udfasning af kul i kraftværker.

På forhånd kan regeringen vente støtte fra Dansk Folkeparti. Klimaordfører Mikkel Dencker siger til Ritzau, at partiet bakker fuldt op om at se på, om der kan spares.

- Vi er meget på bølgelængde med regeringen. Vi synes, vi har brugt for mange penge på miljø- og energiområdet, siger han.

- Det har været ideologi for den forrige regering, at det her område skulle vokse mest muligt, så derfor synes jeg, der er et potentiale i at beskære det.

Derimod afviser De Konservative at lægge stemmer til:

- Selvfølgelig kan vi se på, om der er enkelte initiativer, hvor vi kan bruge pengene bedre. Det er vi altid åbne over for, men det her ligner bare en helt systematisk slagtning af området, siger miljø- og klimaordfører Mette Abildgaard.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder præsident Ella Maria Bisschop-Larsen de bebudede besparelser for uansvarlige og kortsigtede. Selv om regeringen i sit regeringsgrundlag varslede "grøn realisme", overrasker det hende, at spareplanerne er så omfattende.

- Det er svært at forstå, at de har så travlt. Det ligner nærmest et hævntogt i stil med det, som vi så i 2001, hvor Anders Fogh-regeringen ville gøre op med det, man kaldte Svend Aukens imperium. Det er den samme brutalitet, som vi ser nu, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Ikke overraskende får planerne også en hård medfart hos Enhedslisten:

- Det er tudetosset, tilbageskuende og uden nogen fornemmelse for virkeligheden. Det er som om, regeringen ikke har opdaget, at vi befinder os i en klimakrise, der truer vores livsbetingelser på den her klode, siger Enhedslistens miljø- og klimaordfører, Maria Reumert Gjerding i en skriftlig kommentar.

Fra Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, lyder det:

- Fra alle kanter af verden kommer i disse dage den samme analyse: Det er nu, vi skal handle, hvis klimakrisen ikke skal komme ud af kontrol. Obama siger det. Paven siger det, lyder det fra Uffe Elbæk.

- De eneste, der åbenbart går den stik modsatte vej, er den danske regering.

I denne uge ventes koordinationsudvalget med statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen og udenrigsminister Kristian Jensen samt en række resortministre at forholde sig til forslagene.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce