Åbent brev til forligskredsen bag førtidspensionsreformen
Vi er som byrådsmedlemmer og medlemmer af Beskæftigelsesudvalget og Familie- og Socialudvalget i Aalborg Kommune bekymrede for den meget stive tolkning af lovgivningen på førtidspensionsområdet, der finder sted i Ankestyrelsen. Fortolkningerne betyder, at alvorligt syge borgere skal gennemføre et eller flere unødvendige ressourceforløb som ren og skær dokumentation, uden at der er realisme i at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. Samtidig tilsidesættes lægelige oplysninger og dokumentation, der foreligger fra tidligere forløb. I bedste fald er det uden mening for borgerne og i enkelte tilfælde kan det være skadeligt for borgerens helbred.
Enige i sigtet med reformen
Vi er fuldstændig enige i sigtet med reformen om, at vi ikke skal opgive nogen på forhånd eller parkere mennesker på en permanent ydelse, hvis der er en reel udviklingsmulighed. Aalborg har de seneste 10 år - og altså også før reformen blev vedtaget - haft en lavere andel af befolkningen på førtidspension end landsgennemsnittet. Samtidig har vi haft et lavt antal borgere på andre forsørgelsesydelser. Vi har altså gode erfaringer med få borgerne videre. Aalborg Kommune har siden reformen blev indført nedbragt antallet af tilkendelser markant. I 2010 blev der tilkendt 668 førtidspensioner i Aalborg, svarende til 0,69 % af arbejdsstyrken. I 2014 er dette tal faldet til 243 personer, svarende til 0,25 % af arbejdsstyrken.
Alligevel oplever Aalborg Kommune at få kritik fra Ankestyrelsen for at føre en for lempelig linje med bevillingen af førtidspensioner.
Ressourceforløbene skal bringe borgerne i job eller uddannelse
Præmissen for tilkendelse af førtidspension er, at der som udgangspunkt altid skal have været iværksat et ressourceforløb. I pensionsloven fremgår det, ”at alle relevante indsatser skal være udtømt, herunder ressourceforløb”. Præmissen for at lave en indsatsplan i et ressourceforløb er, at planen skal indeholde et beskæftigelses- eller uddannelsesmål. Det fremgår dog også, at personer, der er så syge, eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, er undtaget fra ressourceforløb og stadig skal kunne tilkendes førtidspension uanset alder. Tolkningen af disse regler er dog, at man skal være døende eller eksempelvis være udviklingshæmmet for at kunne blive fritaget.
Ankestyrelsens tolkning er hypotetisk
Hvor stramt lovgivningen administreres kan illustreres gennem følgende eksempel: En borger har klaget til Ankestyrelsen over kravet om at skulle deltage i et ressourceforløb. Der er tale om en borger, der har alvorlige fysiske og psykiske lidelser. Der er tale om en borger, der befinder sig langt fra såvel uddannelse som arbejdsmarked. Der foreligger en speciallæge-erklæring, hvoraf det fremgår, at ”der ikke findes yderligere realistiske behandlingsmuligheder, som kan give varig bedring af tilstanden, men at der muligvis kan opnås livskvalitetsforbedrende effekt af behandling”.
Det interessante her er Ankestyrelsens begrundelse for, at borgeren skal igennem et ressourceforløb. Ankestyrelsen henviser til, at denne borger skal i ressourceforløb med den begrundelse ””at de vurderer, at de anbefalede tiltag vil have betydning for hendes livskvalitet. Det kan ikke udelukkes, at det vil få betydning for hendes arbejdsevne”.
Det illustrerer meget godt, hvor hård linjen er overfor borgerne. I lyset af speciallægeerklæringen må Ankestyrelsens tolkning siges at være rent hypotetisk. Vi kan også være tvivlende overfor, at den pågældende borger vil opleve et ressourceforløb som værdigt og en forbedring af livskvaliteten.
I andre sager oplever vi, at forvaltningen igennem mange år har arbejdet med den pågældende borger, og det er gennem aktivering og forrevalidering dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles yderligere. Alligevel er kravet, at borgeren skal deltage i et ressourceforløb.
Hvis Ankestyrelsens praksis er rigtig – så skal lovgivningen justeres?
Vi har noteret os, at du som minister har udtalt, at du ikke har adkomst til at foretage bedømmelser af de afgørelser, der træffes af Ankestyrelsen. Det er givetvis rigtigt, at du ikke kan kommentere på enkeltsager. Det har vi fuld forståelse for.
Men! De enkeltsager, som Ankestyrelsen går ind i, lægger jo linjen for, hvordan borgere i lignende situationer bliver behandlet. Derfor er det vigtigt, at du som minister og Folketinget sikrer sig, at denne tolkning lever op til lovens intentioner, og, hvis det er nødvendigt, justerer lovgivningen. Vi har svært ved at se, at det var lovens intention, at ekstremt syge borgere uden en realistisk behandlingsudsigt skal trækkes igennem et ressourceforløb alene for at opfylde et dokumentationskrav.
Regeringen og folketinget skal tage ansvaret på sig
Man har som politiker ansvaret for den lovgivning, som Ankestyrelsen agerer efter – og det uanset om man er minister, eller om man som folketingsmedlem er del af forligskredsen bag førtidspensionsreformen. Man har en pligt til at have en holdning om, hvor vidt den generelle implementering af lovgivningen lever op til sigtet med lovgivningen.
Derfor bliver vi bekymret, når vi i Nordjyske den 21. oktober 2015 kan læse ministeren citeret for at sige, ” Hvis vi kan gøre mere for at dele viden i kommunerne om, hvordan det her kan gøres på en respektfuld måde med gode oplevelser hos borgerne og gode resultater, så stiller jeg meget gerne op til det”.
Lad os gøre det helt klart. Det handler ikke kun om praksis i kommunerne. Hverken ministeren eller forligspartierne bag reformen skal forsøge at gemme sig bag kommunerne. Vi ønsker, at indsatsen skal give mening for borgerne. Det er manglende respekt og fører ikke til nogen resultater at forsøge at udvikle ressourcer ved mennesker, hvor det lægeligt og gennem tidligere indsats er dokumenteret, at det er udsigtsløst. Som lovgivningen praktiseres i øjeblikket, bliver ressourceforløbet for en gruppe meget svage borgere bare en udskydelse førtidspensionen. Det er regeringen og Folketinget, der bærer ansvaret for, at nogle af dette lands svageste borgere bliver parkeret i en usikker venteposition på en i øvrigt lavere ydelse.
Derfor skal regeringen og Folketinget tage ansvaret på sig og sikre, at praksis omkring undtagelser fra ressourceforløb bliver justeret i henhold til det, som var lovens intention - nemlig at hjælpe mennesker videre!
