Det største spring fra ungdomspolitik til lokalpolitik er, at politik går fra at handle om luftige principper til konkrete prioriteringer. Det er noget, der særligt gælder i kriseår, som dem vi oplever i øjeblikket.
Selv om krisen har medført mange negative ting, har den også givet os en tiltrængt mulighed for at reflektere over, hvad vi vil med velfærdssamfundet. For som det blev Roosevelts administrations valgsprog under den store krise i 1993erne, så ”skal man aldrig lade en god krise gå til spilde”.
Derfor handler lokalpolitik for mig først som sidst om at sikre den kommunale kernevelfærd; vores skoler, børnehaver, omsorgen for de svage og ældre samt de frivillige.
Kommunerne skal bruge denne krise konstruktivt. De kommunale kasser i alt for mange år stået pivåbne for nyttesløse integrationsprojekter og udgifterne til de såkaldt ”utilpassede unge”, der oftest er ude i en kombination af misbrug og dyb kriminalitet.
Jeg er nyvalgt i byrådet, men har siddet i regionsrådet i fire år. En af de mest skelsættende oplevelser, jeg har haft som folkevalgt, var et besøg på en sikret institution, hvis primære opgave var at huse unge varetægtsfængslede under 18 år.
På institutionen er der plads til ti indsatte, hver har eget værelse med toilet på 20-25 kvadratmeter, et rum i langt bedre standard, størrelse og indretning end hovedparten af landets kollegier. Ikke med tremmer for vinduerne, men med store vinduespartier i sikkerhedsglas. Som adspredelse havde de unge kriminelle - ikke ét, men to - over 100 m2 store opholds/værerum. Hvert af rummene var indrettet med stor fladskærm, flere spillekonsoller, poolbord, bordtennis, airhockey og så videre, ligesom der også var et stort fælleskøkken i begge rum.
Herudover var der værksteder, store udearealer, to fodboldbaner i fuld FIFA-størrelse (hvordan max. 10 indsatte ikke kan nøjes med en fodboldbane, forstår jeg stadig ikke) og en hel gymnastiksal. Prisen for hele herligheden er omkring 2 mio. per indsat hvert år. Hertil kommer omkring 200.000 i ekstrabetaling for undervisning, hvis de unge er i den skolepligtige alder.
Som en af mine kollegaer hviskede til mig under omvisningen, så kunne man i hans kommune drive en større folkeskole for de samme midler, som disse ti unge kostede. Vi skal i den forbindelse huske, at to millioner ikke er en ekstraordinær dyr anbringelse. Kommunerne oplever jævnligt, at en ung kan koste mellem 5-10 millioner om året.
Dette er blot et af de mere grelle eksempler på, hvordan pengene nogle steder flyder i de offentlige kasser. Prestigeprojekter, integrationsprojektor og kriminelle unge er alle dyre budgetposter, der efter min bedste overbevisning sagtes kunne skæres markant. Så markant, at de en del af de besparelser, som vi i dag oplever på den kommunale kærnevelfærd, kunne undgås.
Det er den prioritering, vi lokalpolitikere i langt højere grad skal turde tage, hvis vi vil redde velfærdssamfundet igennem denne krisetid. Men spørgsmålet er, om vi har modet og viljen til det, og kreativiteten til at finde billigere løsninger?