Direktører i regionerne har siden 2007 fået lønstigninger på op mod 30 procent, viser aktindsigter fra landets fem regioner. Det skriver metroxpress.

Regionernes direktørløn slipper for sparekniven

Ledelse

03/09/2014 10:52

Nick Allentoft

Der bliver sparet flere steder i regionerne, men direktørernes løn bliver tilsyneladende ikke ramt.

Mens regionerne har sparet hver sjette hospitalsseng væk og tvunget personalet til at løbe hurtigere de senere år, har direktionen holdt lønfest.

Direktører i regionerne har siden 2007 fået lønstigninger på op mod 30 procent, viser aktindsigter fra landets fem regioner. Det skriver metroxpress.

I Region Sjælland har administrerende direktør Jens Andersen for eksempel ifølge avisen fået knap 463.000 kroner mere i lønposen fra 2007 til 2013, hvilket er en lønstigning på 28 procent, mens koncerndirektør i Region Hovedstaden Morten Rand Jensen tjente knap 3,8 millioner kroner sidste år.

Han fik næsten 1,5 millioner kroner i særlig bonus oven i sin løn på over 2,3 millioner kroner.

Udviklingen er stærkt kritisabel, mener en række regionsrådsmedlemmer. En af dem er Mette Abildgaard fra De Konservative.

- Jeg har svært ved at forsvare så høje lønninger og stigninger i disse økonomiske krisetider for sundhedsvæsnet. Der kan købes mange sygeplejersker for toppen af deres lønninger, siger hun til metroxpress.

Tal fra FOA viser, at portører og sygeplejersker i regionerne har fået mellem 16 og 17 procent mere i løn i samme periode.

Ifølge Danske Regioner, der fastsætter regionsdirektørernes løn gennem Lønnings- og Takstnævnet, er den samlede lønstigning i regionerne på 21,3 procent fra 2007 til 2013, og derfor er direktørernes lønforhøjelser ikke urimelige, lyder det.

- De fem regioner har i alt mere end 120.000 medarbejdere, så der er tale om store koncerner. Lønniveauet og lønudviklingen ligger på linje med øvrige toplønninger i store offentlige organisationer i stat og kommuner. Vi har også nogle direktører, der står til rådighed 24 timer i døgnet, siger forhandlingsdirektør Signe Friberg Nielsen, til metroxpress.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce