Retorikekspert: Thorning satte statsmandsglans over styr

Løkke var meget disciplineret, og også DF og Alternativet kom retorisk set godt ud af valgkampens første runde

Venstres Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Alternativets Uffe Elbæk levede bedst op til retoriske idealer om at holde sig på egen banehalvdel, anerkende modstanderne og ikke angribe.

Sådan lyder vurderingen fra kommunikationsrådgiver med speciale i omdømme Trine Nebel, der er tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole, efter valgkampens første partilederdebat, der blev sendt på DR onsdag aften.


Ifølge Trine Nebel er det afgørende for en succesfuld debattør at afholde sig fra at tale for meget, blære sig og angribe de andre. Og den balance lykkedes bedst for de tre nævnte partier.

- DF angriber faktisk ikke de andre partier.

- Lars Løkke virker meget disciplineret, måske det mest disciplinerede vi har set ham, siden han forlod Statsministeriet.

- Alternativet prøver i den grad at leve op til deres egne debatdogmer om at anerkende andres synspunkter, siger Trine Nebel.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var til gengæld meget angrebslysten, vurderer hun.

- Det er retorisk interessant, at dem der har haft serveretten til at udskrive valget, var de mest angrebslystne. Thorning råber faktisk på et tidspunkt efter Lars Løkke: "Så læg dog den plan frem!" Det sømmer sig ikke for en statsminister.

- En statsmand er dem, vi kan holde ud at lytte til som vælgere. En statsmand kendes på tolerance, værdighed og generøsitet. Og det er ikke særlig værdigt, tolerant eller generøst at råbe ad andre.

Statsministeren kom blandt andet i en ophedet diskussion med Kristian Thulesen Dahl om dagpengene, en diskussion der affødte det eneste direkte retoriske angreb fra DF-formanden.

- Kristian, hvis du ikke havde kastet Danmark ud i den dagpengereform, så havde vi ikke haft alle de problemer, lød det fra Thorning.

- Det er da dig, der sidder som statsminister. Du har haft flere år til indbyde til forhandlinger!, replicerede Thulesen Dahl.

I en tv-debat som partilederrunden er det faktisk det vigtigste for politikerne ikke at irritere vælgerne, forklarer Trine Nebel.

- Vi ved fra al forskning, at det, som folk værdsætter allermest, er at stå over for en afsender, som de finder varmhjertet og kompetent.

Emneord: FV2015, Helle Thorning Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Partilederdebat, Kristian Thulesen Dahl, Trine Nebel
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også