Retssikkerheden i Skat får et dobbelttjek

Skatteministeren vil genskabe borgernes tillid til Skat - både til skattelovgivningen og til sagsbehandlingen.

Den er så gal med retssikkerheden i det danske skattesystem, at skatteminister Morten Østergaard (R) iværksætter et omfattende dobbelttjek af retssikkerheden både i skattelovgivningen og blandt de medarbejdere i Skat, der skal forvalte reglerne.

Det skriver Politiken Søndag og opremser en stribe af de sager, der belaster Skat:

Tvivlsomme ejendomsvurderinger. Firmaer, der må betale en formue i sagsomkostninger, selv om de vinder over skattemyndighederne. Skattefolk, der bliver opfattet som overlegne og truende af borgere og virksomheder.

Det handler om at genskabe borgernes tillid til Skat, og det haster, siger ministeren i et interview med Politiken:

- Vi må bare være ærlige og erkende, at der har været alt for lidt fokus på retssikkerheden alt for længe. Nu skal der ske noget; retssikkerhed er min personlige mærkesag og lakmusprøven for min indsats som skatteminister.

Som første skridt på vejen har Morten Østergaard bedt Skats egen borger- og retssikkerhedschef, Margrethe Nørgaard, foretage en helt ny undersøgelse af retssikkerheden i Skats sagsbehandling. 

Det var netop Margrethe Nørgaard, der sidste sommer afleverede en stærkt kritisk rapport om forholdene i Skat.

Rapporten pegede blandt andet på tvivlsomme skatteafgørelser og i nogle tilfælde en rå og truende tone i Skats behandling af særligt 'mistænkte' skatteydere.

Morten Østergaard vil være helt sikker på, at alle tegn på "misforstået magtfuldkommenhed" er ryddet af vejen i Skat.

- Der må ikke være tvivl om, at vi har fået fjernet den dårlige kultur, siger skatteministeren til Politiken.

Han vil samtidig samle landets ypperste skatteeksperter, revisorer og advokater i bestræbelserne på at give skattelovgivningen en tiltrængt retssikkerhedsmæssig opdatering. 

De konkrete rammer for det arbejde lægger han sig fast på i de kommende uger.

/ritzau/

Emneord: Skat, Retssikkerhed, Aktindsigt, Forvaltning, Skattelovgivning, Sagsbehandling, Tillid
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også