Ris og roser til randzonelovens snarlige endelig

Bæredygtighed

19/09/2015 16:49

Nick Allentoft

Minister vil afskaffe randzoner for at hjælpe landbruget. Naturfredningsforening klager til EU-Kommission. Ekspert roser afskaffelsen selvom der kun er en marginal økonomisk gevinst for landmændene.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vil afskaffe randzoneloven, så landmændene ikke længere skal have ni meter dyrkningsfri jord omkring søer og vandløb på deres jord.   Det er en god idé, mener Irene Asta Wiborg, projektchef for planter og miljø hos Seges, som er videnscenter hos landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer.   - At tage jord fra landmændene på den måde, som man har gjort med randzoneloven, er en urimelig måde at gøre tingene på, siger hun.

Hun mener ikke, at idéen med randzoner nødvendigvis er en dårlig idé set fra et miljømæssigt synspunkt, men at ordningen er lavet på en uhensigtsmæssig måde.

- Man skulle have lavet en målrettet indsats de steder, hvor det ville give en målbar effekt. Nogle steder ville det måske give mening at lave randzonen bredere end de ni meter. Og de steder hvor det ikke gav mening at lave randzone, der skulle ingen laves.   Et af argumenterne for fjernelsen af loven har været at hjælpe de økonomisk trængte landmænd, men Mogens Ove Madsen, lektor og forskningskoordinator ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet, kalder den økonomiske gulerod til landmændene for "marginal".   - Det vil være meget marginalt, hvor meget det vil give økonomisk. At sige det vil løse nogle af de økonomiske problemer for landmændene, tror jeg vil være at gøre vold på virkeligheden, siger han.   Naturfredningsforening raser Forslaget er skandaløst og gavner hverken naturen, miljøet eller landbruget, mener til gengæld Ella Maria Bisschop-Larsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening.   - Det er et første skridt i en afvikling af de natur- og miljøkrav, der har været gældende, uden at det gavner landbruget. Det er ikke miljøreglerne, der gør, at landbruget har det så dårligt i Danmark. Det er deres enorme gæld. Og den er ikke skabt af miljøregler. Det er skandaløst, at man tager det eneste virkemiddel, som har været lovpligtigt, og fjerner det. Alt det andet er jo frivilligt, siger hun til Ritzau.   Danmarks Naturfredningsforening klagede til EU-Kommissionen, da et flertal i Folketinget sidste år halverede antallet af randzoner fra 50.000 til 25.000.  Og nu har foreningen så sendt en ny klage til EU-Kommissionen over ministerens bebudede afskaffelse af loven.   - Vi vidste jo godt, at dette var på vej. Det kommer ikke bag på os. Regeringen er gået til valg på, at landbruget skal have lov at forurene noget mere. Men den regning kommer jo tilbage i hovedet på os alle sammen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Mest Læste

Annonce