Jeg er 32 år, bor på Vesterbro i København og arbejder til daglig i et ministerium. Jeg er kandidat for Radikale Venstre i Københavns Storkreds. 

Jeg stiller op til folketinget fordi jeg ønsker at skabe bedre ældreomsorg i hele Danmark. Jeg mener, at ordentlig ældrepleje er en hjørnesten i det løfte vi gav hinanden om omsorg, tryghed og et sikkerhedsnet for alle, da vi grundlage velfærdssamfundet. Min egen mormor er afhængig af ældrepleje, og jeg har med egne øjne set, hvordan området er blevet forsømt.

Danmark er et rigt land i vækst, og vi har råd til at tage os ordenligt af hinanden, når vi bliver gamle. Forskellige regeringer har de sidste mange år skåret ned på vores kernevelfærd for i stedet at prioritere andre områder. Jeg mener, at det er på tide, at vi prioriterer omsorgen i ældreplejen igen.

Jeg ønsker en ny ældrepolitik med 4 centrale mål:

Plejehjem skal have lys, liv og hygge med omsorgen i centrum. Der skal være nok ressourcer og personale til at plejehjemsbeboere ikke skal sidde alene på deres værelser, men kan være en aktiv del af et fællesskab.

Hjælpen skal have fagligheden i højsædet og være fleksibel med plads til forskellighed. Personalets faglighed på plejehjem og i hjemmeplejen skal lægge til grund for den pleje og omsorg, der ydes. Der skal tages udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.

Ældreomsorgen skal understøtte den enkeltes egen livsudfoldelse og værdighed. Personlig værdighed skal være i centrum – den enkeltes livsstil og vaner samt ønsker til eksempelvis beklædning, aktivitetsniveau og selvstændighed skal respekteres hele tiden.

Alle ældre skal have adgang til samme høje niveau af omsorg, uanset hvor i landet man bor. Der er enorm forskel på kvalitetsniveauet på tværs af landets kommuner. Det er uacceptabelt og uforståeligt. Staten bør derfor i langt højere grad sikre et højt niveau for, hvad ældre borgere som kan regne med af hjælp og omsorg – uanset om man bor på Langeland eller i Gentofte.

På denne blog vil jeg fokusere på baggrunden for disse 4 mål og alle de komplekse politiske problemstillinger i forhold til velfærdssamfundet, kulturen, sundhedssystemet, den demografiske udvikling, moral og meget mere, som ældreområdet indebærer. 

 

Seneste artikler

Seneste blogindlæg

Seneste pressemedelelser

Seneste cases

Navnenoter