S og V åbner retorisk krig om ansvar for skandalerne i Skat

Politik

23/09/2018 14:51

Nick Allentoft

Partierne har holdt borgfred for at give skattevæsnet ro til genopbygning. Nu er S' tålmodighed opbrugt. Rendyrket hykleri siger Venstre.

- Lars Løkke Rasmussen bad om borgfred på skatteområdet. Men man kan ikke få arbejdsro, når man ikke arbejder.

Sådan lyder det søndag fra Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen på partiets kongres i Aalborg.

Med et skarpt angreb på tidligere skatteminister og nuværende finansminister Kristian Jensen (V) gør han det klart, at Socialdemokratiet ophæver den borgfred, der skulle give ro til genopbygning af skattevæsnet.

- Det er tre år siden, at regeringen lovede at genoprette skat. Rette op på det rod, Kristian Jensens reformer har skabt i skattevæsnet. Lars Løkke Rasmussen bad i den forbindelse om borgfred. Men der er på ingen måde kommet styr på politikken, siger Nicolai Wammen.

Historierne om Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

- Vi har en regering, der sidder på hænderne. Det er din regering og dit ansvar, Lars Løkke Rasmussen. I har svigtet. Det kan Danmark ikke være tjent med. Borgfreden på skatteområdet er hermed ophævet, siger han.

Wammen retter især sin kritik mod Venstres næstformand Kristian Jensen, der var skatteminister fra 2004 til 2010.

Thorning-regeringen bærer dog også en del af ansvaret. Hele fem skatteministre fra tre forskellige partier - Socialdemokratiet, De Radikale og SF - sad med ansvaret fra 2011 til 2015.

Alligevel blev de fejlagtige ejendomsvurderinger og svindlen med udbytteskat ikke stoppet.

Spørgsmål: I havde regeringsmagten i fire år. I kunne vel have rettet op på problemerne i den periode?

- Set i bakspejlet, så er der bestemt ting, vi kunne have gjort anderledes. Har vi også et ansvar? Ja, det har vi. Men det er ikke nogen undskyldning for ikke at gøre noget ved tingene nu. 

- Det er stadigvæk et kæmpe rod i skat, og når det gælder skattekommissionen, så har regeringen på ingen måde levet op til tilliden.

Spørgsmål: I Thorning-regeringen var der fem forskellige skatteministre fra tre forskellige partier. Det er vel også noget rod?

- Jeg ved ikke, om det i sig selv har betydning. Det må kommissionen kigge på, når den kommer dertil. Det vigtige er nu at få fuldt belyst, hvad der er foregået. Hvorfor fik vi skandalerne i Skat, og hvordan kan vi forhindre, at der kommer noget lignende i fremtiden. Alle kort må lægges på bordet. Det er der, regeringen har svigtet.

Spørgsmål: Der er få måneder til et valg. Er det ikke mere valgkamp end et forsøg på at gøre noget godt for skattevæsnet?

Læs om skandalerne

Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.

- Vi havde et håb om, at borgfreden ville hjælpe til at løse problemerne. Men regeringen har svigtet. Derfor siger vi nu, at nu slutter festen. 

Skattekommissionen blev nedsat sidste år for at undersøge skandalerne i Skat, der har kostet milliarder af kroner. Kommissionen skal have udleveret de nødvendige dokumenter, siger Wammen. 

Spørgsmål: Kommissionen skrev på sin hjemmeside for ganske nylig, at Skatteministeriet har fortalt dem, at der er en stor bunke dokumenter på vej. Så det går vel meget godt med at lægge kortene på bordet?

- Skattekommissionen har måttet rykke regeringen og ministerier. Det er fuldstændig utilstedeligt.

Spørgsmål: Men kommissionen får vel, hvad den beder om?

- Det må vi se. Vi opfordrer regeringen til at lægge alt på bordet og sørge for, at kommissionen får alle de papirer, den har brug for, siger Nicolai Wammen.

Socialdemokratiet foreslår desuden, at der oprettes flere nye skattecentre, og at skattevæsnet tilføres 1000 nye medarbejdere.

Venstre: S tog 1300 årsværk fra Skat Socialdemokratiet efterlod Skat i et "kæmpemæssigt rod", siger Venstre, efter S har ophævet borgfred om Skat.

- Det her er rendyrket S-hykleri, lyder det fra Venstres politiske ordfører, Britt Bager om kritikken fra Socialdemokratiet.

- Da socialdemokraterne og Mette Frederiksen sidst var i regering, skar de antallet af medarbejdere med over 1300 årsværk og efterlod skattevæsnet i et kæmpemæssigt rod. Vi har i regeringen arbejdet målrettet med at genopbygge og styrke skattevæsnet, siger Britt Bager.

Venstre mener, at ansvaret ligger hos Socialdemokratiet selv:

- Vi er i fuld gang med at rydde op efter fem røde skatteministre fra tre partier på fire år under Helle Thorning og Mette Frederiksen, siger Britt Bager.

Hun henviser til, at de mange ministerrokader under SRSF-regeringen førte til en usædvanlig kort ministerperiode for de skiftende skatteministre.

Første mand i stolen var daværende SF'er Thor Möger Pedersen, som nu er afdelingschef for Socialdemokratiets politiske afdeling. 

Han blev efterfulgt af SF's Holger K. Nielsen. Han gav posten videre til partifællen Jonas Dahl, der var skatteminister i halvanden måned, inden De Radikales Morten Østergaard tog over.

Østergaard gav posten videre til Socialdemokratiets Benny Engelbrecht.

Det er fortsat ikke afklaret, om Kristian Jensen eller de skiftende ministre under Thorning-regeringen bærer størstedelen af ansvaret for de mange skandaler i Skat. 

Det spørgsmål er nu ved at blive undersøgt af en Skattekommission, som partierne på Christiansborg nedsatte sidste år. 

Sideløbende har regeringen og Folketingets partier aftalt en række skridt, der skal give skattevæsnet mulighed for igen at kunne opkræve korrekt skat, siger Britt Bager.

- Der er ansat 1000 ekstra medarbejdere, og vi er ikke færdige endnu, siger hun.

- Samtidig vil vi med vores finanslov for 2019 tilføre endnu flere penge, så regeringen samlet vil have investeret 13 milliarder kroner i det nye skattevæsen.

Socialdemokratiet har på sin side foreslået, at der oprettes flere skattecentre, og at skattevæsnet tilføres yderligere 1000 medarbejdere.

 

Mest Læste

Annonce