Eneste partiskifte tegner sig i Region Sjælland, hvor det er venstremanden Jens Stenbæk (på billedet), der overtager stolen fra socialdemokraten Steen Bach Nielsen.

S og V deler magten i regionerne

Politik

20/11/2013 09:45

Freja Eriksen

Tre af landets regioner har en socialdemokrat som formand. Venstre vinder i Region Sjælland og sidder dermed på to formandsposter.

Det er de to største partier, Socialdemokraterne og Venstre, der fortsat sidder på magten i landets fem regioner.

I Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Region Nordjylland står der stadig S på ryggen af formanden. 

Eneste partiskifte tegner Region Sjælland sig for, hvor det er venstremanden Jens Stenbæk, der overtager stolen fra socialdemokraten Steen Bach Nielsen. Ifølge Sjællandske Medier har Venstre konstitueret sig bredt med støtte fra De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative.

I hovedstaden bliver Sophie Hæstorp Andersen ny regionsrådsformand efter Vibeke Storm Rasmussen (S), som siden 1992 har været først amtsborgmester og siden regionsrådsformand. Nu overdrager hun posten til den knap 30 år yngre Sophie Hæstorp Andersen, som i en årrække har været Socialdemokraternes sundhedsordfører i Folketinget.

I Region Midtjylland fortsætter Bent Hansen (S). Socialdemokraterne er med 34,5 procent af stemmerne regionens største parti, og efter nattens forhandlinger har han opbakning fra alle partier.

- Først fandt vi flertallet, og bagefter gik de øvrige også med simpelthen for at få indflydelse, siger Bent Hansen til DR Østjylland.

- Det betyder rigtig meget med den brede konstituering. Det betyder også rigtig meget for opbakningen til regionerne, hvis eksistens jo har været noget til debat i valgkampen, siger han.

Også i Region Syddanmark kan regionsrådsformand Carl Holst (V) glæde sig over genvalg med bred opbakning. Først konstituerede Venstre sig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Siden tilsluttede Socialdemokratiet sig aftalen.

- Har konstitueret os bredt. Genvalgt som regionsrådsformand, skriver Carl Holst på Twitter natten til onsdag.

Med en vælgertilslutning på 37,6 procent i Region Nordjylland holder Socialdemokraterne fast i positionen som det største parti i regionen. Dermed kan Ulla Astman fortsætte i yderligere fire år. Det sker med støtte fra SF, Enhedslisten og De Radikale, som i alt mønstrer et knebent flertal på 21-20.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce