S og V freder boligskatter

Politik

16/04/2015 09:34

Nick Allentoft

Den radikale leder forsøger igen af vække debatten om boligskatterne, men hverken Venstre eller Socialdemokraterne vil røre ved dem.

 Boligejerne skal have tryghed.

Sådan lyder det fra finansminister Bjarne Corydon (S) og finansordfører Peter Christensen (V), efter at De Radikales leder og økonomiminister, Morten Østergaard (R), torsdag slår et slag for at hæve boligskatten efter 2020 for at forhindre et truende underskud på de offentlige finanser i det næste årti.

- Jeg synes ikke, at der er noget egentlig overraskende i den melding, og jeg synes heller ikke, at det har den store betydning. Det afgørende er, hvad vi har aftalt i Folketinget, og hvad det brede flertal i folketinget ønsker, og der må man sige, at der er skabt en unik grad af stabilitet omkring boligskatterne, og at de ligger fast frem til 2020, siger Bjarne Corydon.

Samme toner lyder fra Venstres finansordfører.   - Vi mener, at der skal være et skattestop på boliger, som vi kender det. Og jeg kan da ikke forestille mig, at det ikke også skulle være efter 2020. Men vi går til valg på en valgperiode ad gangen. Vi ser ikke højere boligskat som en løsning. Vi mener, at boligejerne betaler rigeligt, og vi ser hellere, at man får flere danskere i arbejde, siger Peter Christensen.   Spørgsmål: Men er det er en god idé at pille ved boligskatterne efter 2020?   - Nej, som sagt lægger jeg vægt på, at der er stabilitet og tryghed for boligejerne, og derfor synes jeg ikke, at det på nogen måde er en aktuel diskussion med mindre et meget bredt flertal i folketinget ønsker at tage den, og det tyder intet på, siger Corydon.   Peter Christensen vil alene se frem til 2025.   - Det kan jeg ikke forestille mig, men vi lægger jo vores økonomiske politik frem for en valgperiode ad gangen, siger Peter Christensen, der efterlyser en 2025-plan fra regeringen, så Folketinget ved, hvor skoen trykker i økonomien i de kommende årtier, siger venstres finansordfører.   Dermed ser Folketingets to store partier i rød og blå blog noget anderledes end den radikale vægtskål på det, der er døbt "hængekøje-problemet", nemlig at det offentlige underskud - i tilfældet af at man intet gør - vil vokse fra midten af næste årti og frem til 2045, inden det går den rigtige vej igen.   Morten Østergaard har i den senere tid talt meget om behovet for at gennemføre store reformer for at forhindre det voksende underskud på statsbudgettet, mens eksempelvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har afvist, at der på nuværende tidspunkt skulle være behov for at lægge en 2025-plan frem. Og hun har desuden advaret mod at overdrive hængekøje-problemet.   Selvom debatten om boligskatterne jævnligt bliver rejst, og hænger som en skygge over enhver fremtidig skattereform, vil finansministeren alene rose Østergaard for at synliggøre, hvor et flertal i Folketinget står i spørgsmålet.    - Jeg synes, at han er en del af en diskussion, som hans parti har været en del af så længe, jeg kan huske. Det interessante for danskerne er, hvor flertallet i Folketinget ligger henne, og det har han bidraget til at gøre meget tydeligt, siger Bjarne Corydon.   Ritzau/MDO  

Mest Læste

Annonce