S-ordfører: Beslutninger om udbud er ikke vores bord

Politik

17/02/2014 17:48

Nick Allentoft

Hvis en offentlig opgave skal sendes til udbud, så skal beslutningen foretages i kommunerne, mener ordfører.

Hos Socialdemokratiet ønsker man ikke at skulle beslutte, hvorvidt landets kommuner skal sende offentlige opgaver til udbud. 

Det siger erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) til Ritzau, efter at regeringens Produktivitetskommission i sin seneste rapport foreslår mere offentligt udbud. 

- Jeg lægger især mærke til, at det slås fast, at en offentlig opgave løses lige godt af offentlige og private, siger erhvervsordføreren og uddyber:

- Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at når der skal træffes beslutninger om offentligt udbud, at de så også bliver truffet så tæt på borgeren som muligt.

Beslutninger om den slags bør derfor eksempelvis ligge ude i kommunerne og ikke på Christiansborg, mener Benny Engelbrecht, der ikke vil have folketingspolitikere til at bestemme, hvordan der udliciteres opgaver i kommunerne.

- Det, som er gevinsten ved at efterprøve udbud i forhold til de her opgaveløsninger, er, at man har en naturlig konkurrence, siger erhvervsordføreren, der fortsætter:

- På den ene side holder man hele tiden det offentlige system produktivt, og på den anden side ender man heller ikke i en situation, hvor det private kommer til at stå og hente overdrevet store gevinster ud af det offentlige system.

Ud over at foreslå et større udbud vurderer Produktivitetskommissionen også, at der vil kunne spares penge ved at droppe sociale klausuler, når der udbydes opgaver. 

- Jeg er helt sikker på, at man på den måde også ville kunne få løst en opgave marginalt billigere, men samtidig er der andre hensyn, der skal tages, siger Benny Engelbrecht og fortsætter:

- Hvis vi igennem vores udbud ikke kan sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og der ikke er ordentlige uddannelsesmuligheder for unge, så får vi bare omkostninger et andet sted, og de vil efter min vurdering være større.

I 2012 brugte statskassen og kommunerne 385 milliarder kroner på offentlige serviceydelser, hvor kun en fjerdedel af opgaverne blev sendt i udbud, viser data fra Produktivitetskommissionen. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce