S skal ud i ny afstemning om kandidat på Bornholm

Politik

09/04/2014 22:21

Nick Allentoft

Lea Wermelin eller Claus Larsen-Jensen bliver folketingskandidat for S på Bornholm, hvor der skal stemmes igen

Socialdemokraterne på Bornholm skal ud i en ny urafstemning om, hvem der skal være deres folketingskandidat ved næste valg. Det står klart efter, at stemmerne fra den første afstemning er blevet talt op onsdag.

Ingen af de syv kandidater opnåede nemlig de nødvendige 50 procent af stemmerne. De to topscorere - Lea Wermelin og Claus Larsen-Jensen - vil derfor stå på stemmesedlerne ved den næste urafstemning. 

Resultatet offentliggøres 9. maj, oplyser Socialdemokraterne på Bornholm.

Socialdemokraterne leder efter en ny folketingskandidat på Bornholm, fordi folketingsmedlem Jeppe Kofod stiller op som partiets spidskandidat til Europaparlamentet ved EU-parlamentsvalget 25. maj.

Hele syv kandidater har meldt sig, og det skyldes formentlig, at Bornholm næsten med garanti giver valg til Folketinget.

Med andre ord er man stort set sikret en plads blandt de 179 medlemmer af Folketinget, hvis man kan blot kan blive valgt til folketingskandidat for Socialdemokraterne på øen.

Derfor har valget også tiltrukket sig opmærksomhed fra centrale socialdemokrater på Christiansborg. 

Blandt andre erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har besøgt klippeøen for at støtte kandidaten Palle Smed, der tidligere har været kommunikationschef i fagforeningen 3F, mens miljøminister Kirsten Brosbøl har besøgt Lea Wermelin.

Ved generalforsamlingen hos de bornholmske socialdemokrater i sidste måned fik 28-årige Lea Wermelin flest stemmer. Men hun opnåede ikke to tredjedels opbakning, og derfor skulle socialdemokraterne stemme ved en urafstemning.

Det er den urafstemning, som blev talt op onsdag. Også her klarede Lea Wermelin sig godt, men altså ikke nok til at afgøre valget, som nu skal ud i en anden runde.

Lea Wermelin er født og opvokset på Bornholm, men bor i dag i København, hvor hun arbejder for Socialdemokraterne på Christiansborg.

Ved den tidligere afstemning på generalforsamlingen fik Claus Larsen-Jensen og Dennis Jensen en delt andenplads. Direktør i Dansk Industri Lars Goldschmidt blev nummer fire og Palle Smed nummer fem foran Jacob Lund og Lykke Jensen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce