S vil sende flygtninge ud i østeuropæernes job

Politik

10/02/2016 14:34

Nick Allentoft

Flygtninge skal overtage det arbejde, som østeuropæere i Danmark varetager, mener Socialdemokraterne.

Det er ikke nødvendigt at være dygtig til dansk for at gøre rent på et hotel, køre lastbil eller gå til hånde i et gartneri.

Det mener Socialdemokraterne, som vil have flygtninge ud i job, der i dag ofte varetages af personer fra Østeuropa.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Og hvordan det skal lade sig gøre, bør diskuteres ved de kommende trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, mener partiet.

- Det bør være et hovedformål med trepartsforhandlingerne, at vi får en konkret plan for, hvordan man får flygtninge til at tage nogle af de job, som østeuropæere i dag bestrider, siger integrationsordfører Dan Jørgensen (S).

- Vi forestiller os noget i retning af, at det kan indgå som et kriterium i forbindelse med visitationen og den efterfølgende fordeling af flygtninge rundt om i landet, siger han.

Når flygtninge fordeles til landets kommuner, skal det med i overvejelserne, hvor der findes arbejde, som de kan udføre. Det drejer sig blandt andet om rengøringsarbejde og stillinger i landbruget og i restaurationsbranchen, forklarer Dan Jørgensen.

- De her job er besat af østeuropæere, som heller ikke har de store danskkundskaber. Eftersom sprogbarrieren ofte er den største barriere, burde her være et potentiale for at få placeret flygtninge, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce