Sag koster igen Mona Sahlin jobbet

Politik

08/05/2016 12:21

Nick Allentoft

Den fremtrædende svenske socialdemokrat Mona Sahlin er atter i vælten på grund af problemer med privatlivet og offentlige penge. Det har kostet hende jobbet.

En politimand har fået en hjælpende hånd af den tidligere formand for de svenske socialdemokrater Mona Sahlin. Det ser ud til, at hjælpen har kostet dem begge deres job.

Sagen er eksploderet i løbet af få dage. Den kom frem i onsdags, da avisen Expressen skrev, at Mona Sahlin har hjulpet politimanden, der ville købe en dyr lejlighed i den svenske hovedstad, Stockholm.

Politimanden har tidligere arbejdet for Mona Sahlin. Han var hendes livvagt. 

Hun er ikke længere hverken minister, partiformand eller medlem af Riksdagen i Stockholm, men i 2014 fik hun posten som national koordinator mod voldelig ekstremisme.

Det er et job, hvor hun også har et sekretariat, og hun hentede politimanden over i sekretariatet.

Han ville så købe lejligheden, og på sekretariatets brevpapir fik han en erklæring, som han kunne bruge i forbindelse med optagelse af et boliglån.

Ifølge avisen Aftonbladet koster lejligheden ti millioner svenske kroner, omkring otte millioner kroner.

På det officielle papir skrev Mona Sahlin, at politimanden tjener 120.000 svenske kroner om måneden - 96.000 kroner.

Expressen fik imidlertid oplyst hos staten, at manden i Sahlins sekretariat kun får 43.000 svenske kroner om måneden - godt 34.000 kroner.

Sahlin sagde til avisen, at hun via sit eget firma havde ansat manden som sin egen sikkerhedskoordinator og givet ham en ekstra løn på 60.000 kroner plus nogle sociale udgifter oven i den officielle løn.

Expressen har tjekket det hos de svenske skattemyndigheder og skriver, at der for tre uger siden, da avisen undersøgte sagen, ikke var indbetalt arbejdsgiverbidrag fra Sahlin.

Til gengæld har hun ifølge avisen en skattegæld på 215.000 kroner, som fogeden nu begynder at interessere sig for.

Efter afsløringen er det gået hurtigt. Mona Sahlin har afleveret sin afskedsbegæring til sin chef, kultur- og demokratiminister Alice Bah Kuhnke.

- Jeg respekterer Mona Sahlins beslutning om at forlade sit job. Hun har udført et meget værdifuldt arbejde i sin rolle som national koordinator mod voldelig ekstremisme, siger ministeren i en erklæring.

Politimanden har også forladt sit job.

Ifølge avisen Göteborgs-Posten tiltræder Daniel Norlander, den hidtidige chefsekretær i sekretariatet, midlertidigt posten efter Sahlin.

Men her slutter det måske ikke. Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at der er indledt en politiundersøgelse for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, og om der er sket lovbrud.

Den nu 59-årige Sahlin har i årevis befundet sig i toppen af svensk politik, og det er ikke første gang, at der er problemer i spændet mellem hendes privatliv og statens penge. 

I 1990'erne havde hun forskellige ministerposter, herunder vicestatsminister, men med et eksploderede en skandale. 

Det kom frem, at hun tidligere havde brugt sit statslige kreditkort på private ting som billeje, bleer og - som hun sagde på et pressemøde - chokolade af mærket toblerone.

Sagen er siden blevet kendt som Toblerone-sagen. Den førte til, at hun tog en pause fra politik i nogle år

/ritzau/

Mest Læste

Annonce