Saltvandsindsprøjtning til kunstig intelligens vil løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet

Sundhed

19/11/2019 09:40

Region Hovedstaden

Kunstig intelligens er fremtiden for det danske sundhedsvæsen og ved at bruge data klogt, kan vi forbedre den måde vi behandler patienter.

15 projekter landet over inden for kunstig intelligens vil modtage en økonomisk saltvandsindsprøjtning, og Region Hovedstaden er indstillet til to projekter.

På Rigshospitalet er forskergrupper i gang med at finde ud af, hvordan man med kunstig intelligens kan forbedre forløbene for hospitalets patienter. Et af projekterne forsøger at gøre billeddiagnostikken endnu bedre, hvor det andet forsøger at tilrettelægge bedre behandlingsforløb for kræftpatienter.

Skarpere skanningsbilleder og færre risici
Når man i dag scanner patienter, får patienten sprøjtet et radioaktivt sporstof ind i kroppen, som er nødvendigt for at få de scanningsbilleder, som lægerne kan bruge til at diagnosticere. Mængden af sporstoffet og skarpheden af scanningsbillederne har indtil videre haft en klar sammenhæng – jo mere sporstof patienten får, jo skarpere bliver billederne. Stoffet kan over tid være kræftfremkaldende, hvis patienter skal igennem mange undersøgelser.

Derfor har en forskergruppe på Rigshospitalet netop fremlagt resultater, som viser, at man med kunstig intelligens kan få samme skarphed i billederne med brug af en tiendedel sporstof. En lavere dosis, som vil betyde mindre risiko for senere at udvikle kræft.
For en patient med en kognitiv forstyrrelse, fx demens, har det i lang tid ikke været nok at blive scannet i hospitalets ellers meget avancerede scannere. Lægerne har måttet supplere med en anden type scanning, som også kan vise knogledele i hjernen. Ved brug af kunstig intelligens er det nu lykkedes at omdanne en MR-scanning til CT-billeder. Det betyder, at mange patienter kan undgå unødvendig radioaktiv stråling og en hel del besvær.

Formålet med projektet er at udvikle en ny metode, hvor skanningsbillederne, baseret på kunstig intelligens, skal gøre skanningsbillederne skarpere med mindre radioaktivt stof og/eller kortere skanningstid, så skanningsbillederne fortsat kan bruges til at stille en diagnose uden nogle informationer, går tabt.
Du kan læse mere om projektet her: https://www.rigshospitalet.dk/forskning/vores-forskere/i-forskerens-fods...

Et bedre behandlingsforløb for kræftpatienter
Hvert år får ca. 40.000 borgere stillet diagnosen ’kræft’ og således starter et længere behandlingsforløb for den enkelte patient. Ved brug af kunstig intelligens bliver det nu muligt at få en dybere indsigt i patientens forhold/situation pga. historiske journal- og registerdata, og derved får hospitalet mulighed for at kunne planlægge et bedre behandlingsforløb. Det skaber stor værdi for både patienten og for det sundhedsfaglige personale. Projektet har til formål at vurdere, hvilke risici der er ved indgreb hos den enkelte kræftpatient og samtidig optimere stråleterapien ift. eksponeringen af kroppens organer.

Ved brug af kunstig intelligens vil projektet kunne målrette behandlingsforløbet, involvere patienter og pårørende samt reducere omkostninger i forbindelse med behandlingerne.

Formålet med projektet er at kunne udregne en mere præcis behandling for den enkelte patient og således øge chancen for at patienten overlever, give patienten en bedre livskvalitet samt reducere de bivirkninger og senfølger, som patienten kan opleve ifm. en kræftbehandling.

Det er vigtigt, at vi tør kaste os ud i at finde nye løsninger. Det kræver mod at give sig i kast med innovation, og der er altid risikoen for at begå fejl undervejs i processen med at udvikle fx kunstig intelligens. Det er dog en vej vi bliver nødt til at gå, da kunstig intelligens er fremtiden og vil kunne højne kvaliteten i behandlingen for patienterne og det kan ske for færre penge.

Mest Læste

Annonce