Samlet overenskomst er på plads for 500.000 danskere

Sidste delaftale er i hus, og samlet aftale bliver nu sendt til afstemning hos en halv million LO-medlemmer.

Den samlede overenskomstaftale for omkring en halv million privatansatte på LO/DA-området er faldet på plads, erfarer Ritzau. Aftalen præsenteres på et pressemøde i Forligsinstitutionen klokken 9.15.

Hovedpunkterne i den ny aftale, som forligsmand Asbjørn Jensen vil fremlægge på pressemødet, er lønstigninger, bekæmpelse af social dumping og medarbejderes rettigheder ved afskedigelser.


Den nye overenskomstaftale løber, hvis den bliver vedtaget af lønmodtagerne, over de næste tre år.

Den første delaftale kom allerede i hus for fem uger siden, da man landede en aftale på industriens område. Sidenhen er arbejdsmarkedets parter blevet enige på en lang række andre områder.

Det var dog først natten til mandag, at aftalen for de sidste 35.000 lønmodtagere faldt på plads. Det skete efter flere dages lange og seje forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Den sidste delaftale gælder blandt andre 9000 slagteriarbejdere, 8000 VVS'ere, 5000 malere og 3000 designteknologer og konstruktører.

Ifølge Ritzaus oplysninger har en af knasterne været omkring virksomheders brug af vikarer, hvor medarbejderforeningerne mener, at virksomheder fyrer fastansatte medarbejdere til fordel for ansættelser af billigere vikarer.

Ud over den omkring halve million privatansatte er overenskomsterne også relevante for 150.000 personer, som enten er beskæftiget udenfor DA-området, eller som for tiden er arbejdsløse med tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den samlede aftale bliver sidst på ugen sendt ud til LO-medlemmerne, og et afstemningsresultat ventes klar den 11. april.

Hvis stemmeprocenten kommer over 40 procent, bliver en vedtagelse af aftalen afgjort ved almindeligt flertal. Men hvis stemmeprocenten er under 40 procent, skal mindst 25 procent af det samlede antal medlemmer stemme nej, omkring 125.0000, før aftalen forkastes.

/ritzau/

 
Emneord: OK2014, Overenskomstaftale, Forligsinstitutionen, Asbjørn Jensen, LO, DA
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også