Samuelsen støtter Løkkes forsoning: Klogt træk

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har opbakning fra Liberal Alliances leder under kommende forhandlinger. Men samtidig truer en anden LA'er ifølge Politiken nu med at vælte justitsministeren.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, siger, at det er en klog beslutning af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at indkalde til forhandlinger efter det dramatiske forløb om landbrugspakken og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) fremtid som minister.

- Jeg hørte, at han rakte hånden frem til forhandlinger både med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative. 

- Det vil forhåbentlig ende med, at der er et borgerligt samarbejde, som er enige om, at man selvfølgelig ikke vælter regeringen eller ministre, når man i enighed har gennemført borgerlig liberal politik, der skaber vækst og arbejdspladser, siger Anders Samuelsen til Ritzau.

Men samtidig med støtten til krisemødet truer Liberal Alliance med at vælte justitsminister Søren Pind (V), hvis ikke justitsministeren vil følge en folketingsbeslutning om at udlevere krigsdokumenter fra lukket Irak- og Afghanistankommissionen. 

Det skriver Politiken.

Meldingen kommer mindre end et døgn efter, at regeringens ene støtteparti De Konservative har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) som konsekvens af ministerens håndtering af sagen om den omstridte landbrugspakke.

Fredag skal Folketinget stemme om Liberal Alliances beslutningsforslag, som skal tvinge regeringen til at udlevere de indsamlede papirer fra den nu lukkede Irak- og Afghanistankommission. 

Hvis Søren Pind nægter at følge et eventuelt flertal, kan hans ministerpost komme i fare, lyder det fra Mette Bock, LA's udenrigsordfører.

- Alt tyder på, at vi får flertal. Og så ligger initiativet på regeringens skuldre - om den vil gøre det samme, som den gjorde før jul omkring udviklingsbistanden og sidde et folketingsflertal overhørigt. 

- Det er måske ikke så klogt at gøre det to gange med så kort tid imellem. Men det er jo en mulighed, at den gør det, siger hun til Politiken.

LA vil handle, hvis Pind ikke følger et flertal.

- Man kan udmønte et nyt beslutningsforslag, man kan tænke på at udtrykke mistillid til ministeren, eller man kan overveje at genåbne kommissionen. 

- Og sådan vil der være en række udfaldsmuligheder afhængig af, hvad han kommer med. Vi ved jo ikke, hvad han vil sige på fredag. Så afhængig af hvad ministeren kommer og siger, vil vi tage stilling til, hvordan vi skal reagere.

- Men en reaktion, det kommer der, siger Mette Bock.

 

 

Emneord: Ny regering, Liberal Alliance, Anders Samuelsen, Regeringskrise
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også