Se og Hør købte oplysninger om 135 kendte

Krænkelsen af kendtes privatliv er alvorlig, mener advokat, der repræsenterer blandt andre Casper Christensen.

Se og Hør blev fodret med oplysninger om 135 kendte mennesker, da den såkaldte tys-tys kilde gik på jagt i edb-systemer.

Det hævder Københavns Vestegns Politi i de anklageskrifter, som nu er frigivet i sagen. En systemoperatør kunne via sit job i PBS (nu Nets) og IBM følge med i de kendtes brug af kreditkort. Hele 662 gange udleverede han fortrolige oplysninger om de kendte til ugebladet, påstår anklagemyndigheden.


25. august bliver den dag, hvor en dommer for første gang bedømmer affæren om Se og Hørs køb af oplysninger om de kendtes brug af deres kreditkort. Retten i Glostrup oplyser, at man har berammet et retsmøde denne dag. 
 
Det ventes, at såvel Aller Media A/S som to journalister vil erkende sig skyldige. Det er den tidligere nyhedschef Lise Bondesen, der nu er chefredaktør på Avisen.dk, og den tidligere redaktionssekretær Kim Bretov. De risikerer fængsel, mens selskabet står til en bøde af ukendt størrelsesorden. Disse sager afvikles efter planen som såkaldte tilståelsessager.
 
Den normale fremgangsmåde er, at straffen fastsættes med det samme. Dommeren kan dog også vælge at tænke over sagen i nogle dage.
 
Derimod nægter blandt andre den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup og systemoperatøren, der leverede informationer om mange kendte, sig skyldige i at have overtrådt straffeloven. Denne sag bliver omfattende. Den begynder 9. september og vil strække sig over mange dage.
 
Aller Media ventes at tilstå at være ansvarlig for, at Henrik Qvortrup i juni 2008 indgik en strafbar aftale med systemoperatøren. Sidstnævnte skulle "fremadrettet systematisk" søge efter oplysninger om kendtes brug af kreditkort. Samarbejdet stod på frem til primo 2012, og operatøren blev betalt med mindst 430.000 kroner.

Kontakten begyndte, da han i 2008 kom med et tip om, hvor prins Joachim og prinsesse Marie var på bryllupsrejse. Derefter indgik den daværende chefredaktør Henrik Qvortrup i juni samme år en aftale med kilden. Han skulle "fremadrettet systematisk" lede efter oplysninger om bestemte personer, hedder det i tiltalen.

Til gengæld fik kilden betaling for sin indsats. Frem til 2012 blev det til i alt 430.000 kroner, fremgår det. Disse penge risikerer operatøren nu at få konfiskeret. 

Systemoperatøren og syv personer fra Se og Hør er tiltalt. De risikerer at blive idømt fængsel. To af de tiltalte er ligesom Aller Media A/S parat til at erkende sig skyldige. Retten vil behandle disse sager 25. august.

Derimod nægter Henrik Qvortrup og fem andre at have overtrådt straffeloven. Sagen mod dem begynder 9. september. For tiden er Qvortrup vært på et program om pressens forhold på Radio24syv. Forleden lod han sig interviewe af sin medvært om affæren - og lagde et stort ansvar på kildens skuldre:

- Vidste jeg, at han gjorde noget, som han ikke måtte for sin arbejdsgiver? Ja. Vidste jeg, at han gjorde noget, der var strafferetligt forkert? Nej.

De kendtes advokat: Massiv overvågning

Se og Hørs overvågning af kendte personer har haft et massivt og systematisk omfang, konstaterer advokat Brian Larsen efter offentliggørelsen af anklageskrifterne i sagen midt i juli. Brian Larsen repræsenterer flere kendte, der i sin tid politianmeldte ugebladet. Heriblandt skuespillerne Casper Christensen, Mads Mikkelsen og Iben Hjelje, erhvervskvinden Rigmor Zobel og sangerinden Lene Nystrøm.
 
- Anklageskrifterne afslører omfanget af overvågningen, og at det har været massivt og alvorligt, siger Brian Larsen.
 
På vegne af Mads Mikkelsen, Casper Christensen, Rigmor Zobel og andre har advokaten indgivet politianmeldelse.
 
- Krænkelsen er systematisk og omfattende, siger advokaten om anklageskrifternes beskrivelse af forløbet. 

Spørgsmålet er nu, om de kendte skal have godtgørelse for den krænkelse, de mener sig udsat for. 

- Det er selvfølgelig en del af den mission, jeg er sat i verden for at få afklaret, siger advokat Brian Larsen.

Han understreger dog, at der foreløbig er tale om anklagemyndighedens påstand, som nu skal vurderes af retten. Men for eksempel bider han mærke i, at den tiltalte systemoperatør hele 662 gange skal have leveret oplysninger til Se og Hør om kendte personers brug af kreditkort.
 
Han oplyser, at han uformelt repræsenterer syv-otte offentligt kendte, der mener sig krænket. Flere andre har uformelt rettet henvendelse til ham. Han ønsker dog onsdag ikke udtale sig nærmere om den side af sagen.
 
/ritzau/
 
Emneord: Se og Hør, Retssag, Medier, Henrik Qvortrup, Aller Media, Uge 31
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også