De første 19 kvoteflygtninge blev fredag sendt med fly fra Italien til Sverige.

Skal måske bo i telte: EU's kvoteflygtninge lander i Sverige

I de kommende måneder skal der omfordeles i hundredvis af flygtninge hver måned, siger EU-kommissær. På en uge er der kommet knap 9000 flygtninge til Sverige. Statsministeren gør landet klar til krisesituation.

19 unge eritreanere er fredag eftermiddag landet i Sverige som de første af de 160.000 flygtninge, som EU-landene i flere måneder har udkæmpet en hård og bitter kamp om at fordele imellem sig.

Flygtninge - migranter - folkevandring

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.
 
 

- Lad os gå fremad. Lad os finde en løsning. Lad os give håb til disse mennesker, sagde EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, da han fredag var med helt ude ved flyet i Rom for at vinke farvel til EU's første omfordelte kvoteflygtninge.

Også den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, og udenrigs- og immigrationsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab var taget med ud i Ciampino-lufthavnen i Rom for at følge kvotepremieren.
 
Avramopoulos sagde, at det afgørende ikke er, at der kun er 19 med det første fly. Det afgørende er, at der nu er kommet gang i EU's omfordelingsprogram.
 
- Vi regner nu med, at alle medlemslande vil arbejde tæt sammen med de italienske og græske myndigheder - støttet af vores hot spot-teams - for at omfordele i hundredvis af mennesker om måneden i de kommende måneder, sagde EU-kommissæren.
 
De 19 eritreanere, der er blevet registreret og identificeret i et hot spot-center i Italien, er blevet fløjet til Luleå, hvorfra de skal overføres til et modtagecenter i den midtsvenske by Östersund.
 
EU’s obligatoriske omfordelingsprogram har haft en særdeles hård fødsel og blev vedtaget ved en flertalsafstemning 22. september, hvor modstand fra Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien blev stemt ned.

Vreden i Slovakiet er så stor, at regeringen har besluttet at gå til EU-Domstolen i et forsøg på at få underkendt EU's tvungne flygtningekvoter. Danmark har trods EU-forbehold frivilligt lovet at tage imod 1000 af EU's kvoteflygtninge. EU-landene forsøger samtidig at optrappe hjemsendelser af de asylansøgere og økonomiske migranter, der får afslag på ophold i EU.

 
Italien sendte fredag to fly af sted med henholdsvis 28 tunesere og 35 egyptere, der blev sendt retur over Middelhavet og til deres hjemlande, efter at de er blevet afvist i Italien.
 
 
Flygtninge i Sverige skal måske bo i telte
- Vi står i den værste internationale flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.  De seneste syv dage er der kommet 8899 mennesker til landet. Og hvis det fortsætter på samme måde, så vil der på et år komme 150.000 mennesker til landet, siger statsminister Stefan Löfven fredag ifølge nyhedsbureauet TT på et pressemøde i det svenske regeringskvarter.
 
Migrationsverket i Sverige (som svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark, red.) har derfor, hvis det bliver nødvendigt, fået til opgave at opføre teltlejre til de mange flygtninge.
 
- Sverige forbereder sig på en krisesituation. Nu kræves samarbejde og fælles ansvar. Det kræver, at alle tager ansvar i EU og i Sverige. Alle kommuner må være med. Det kommer til at koste penge, siger Stefan Löfven.
 
- Nu må vores fokus være på en ordentlig modtagelse. 
 
- Det gælder først og fremmest om at finde boliger. Standarden bliver sænket. Nu gælder det om at få tag over hovedet. Regeringen har i dag givet Migrationsverket til opgave om nødvendigt at rejse telte, siger statsministeren.
 
Lederen af det liberalt-konservativt parti Moderaterne, Anna Kinberg Batra, er derfor kommet med krav til regeringen, skriver TT. Hun vil straks have genindført midlertidig grænsekontrol i Schengen.
 
- Det er på tide, at regeringen tager ansvar for situationen. Det er en ekstrem situation, som vi ser bliver forværret dag for dag. Vi må få styr på, hvem der kommer hertil, siger Batra til TT. 
 
/ritzau/
Emneord: Flygtninge, Sverige, EU, Europæisk samarbejde, Flygtningekvoter, Schengen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også