Skal op mod Marine Le Pen: Fillon bliver præsidentkandidat

Politik

29/11/2016 06:29

Nick Allentoft

François Fillon bliver det franske centrumhøjres præsidentkandidat og er favorit til at overtage fra Hollande. Måling viser, at han også kan slå Le Pen.
Med stemmerne talt op fra 9915 valgsteder ud af i alt 10.229 står den tidligere premierminister François Fillon til at få 66,5 procent af stemmerne fra søndagens primærvalg i Frankrig.   Dermed vinder han klart over sin modstander, Alain Juppé, og er nu Republikanernes kandidat til præsidentvalget til foråret.   Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til mandag dansk tid.

Selv om alle stemmer endnu ikke er talt op, så har Fillon erklæret sig som vinder af dysten, mens Juppé har erkendt sit nederlag.

- Jeg lykønsker François Fillon med sin store sejr, lyder det fra Juppé ifølge mediet France24.   62-årige Fillon var på forhånd favorit til at sikre sig partiets nominering.   I primærvalgets første runde for en uge siden stod han nemlig tilbage som den klare vinder foran Juppé. Fillons popularitet er vokset markant i ugerne op til primærvalget.   Republikanernes kandidat ventes at blive Frankrigs næste præsident, når der er valg til foråret. Den største modstand vil formentlig komme fra Marine Le Pen fra Front National på den yderste højrefløj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.   Fillon, der var premierminister fra 2007 til 2012, har i valgkampen sagt, at han vil foretage massive nedskæringer, hvis han kommer til magten.    Blandt andet skal der fjernes 500.000 stillinger i det offentlige. Desuden vil han forhøje pensionsalderen og indføre en længere arbejdsuge end den nuværende på 35 timer.   Frankrigs nuværende præsident, socialisternes François Hollande, har endnu ikke gjort det klart, om han genopstiller ved valget.    Hollande er dog dybt upopulær i den franske befolkning. Iagttagere mener, at det er usandsynligt, at socialisterne vil kunne mønstre en kandidat, som kan gå videre til anden runde ved valget.   Måling: Frankrigs konservative kan slå Le Pen Hvis der var præsidentvalg nu, ville Fillon vinde over Le Pen med 67 procent af vælgerne bag sig   Det viser en Interaktiv Harris meningsmåling, der er gennemført på dagen, hvor Fillon vandt nomineringen i Det Republikanske Parti. Hvis der var præsidentvalg nu, ville Fillon få 67 procent af stemmerne. Marine Le Pen ville få en opbakning på 33 procent, viser målingen.   I den første runde af valget står den socialistiske præsident, François Hollande, til kun at få ni procent af stemmerne.   Socialisternes premierminister, Manuel Valls, som søndag udtalte, at han måske vil udfordre Hollande og stille op, står ligeledes til at blive slået ud i første runde.  Han ville ifølge målingen kun få ni procent af stemmerne. Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron står til at få op mod 14 procent af stemmerne.    Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon, som har brudt med Socialistpartiet står til at få mellem 13 og 15 procent af stemmerne. Kun de to kandidater, som får flest stemmer går videre til anden og afgørende runde. Der deltog 6093 personer i målingen.   Fillon, der var premierminister fra 2007 til 2012, er en beundrer af den afdøde britiske konservative premierminister Margaret Thatcher. Han har lagt op til radikale reformer i Frankrig.   - Jeg må nu overbevise hele landet om, at vores projekt er det eneste, som kan bringe os videre, når det gælder jobskabelse, vækst og når det gælder kampen mod de fanatikere, som har erklæret os krig, sagde en tydeligt bevæget Fillon på valgaftenen.    - Jeg vil påtage mig en usædvanlig udfordring på Frankrigs vegne: At sige sandheden og udskifte landets software fuldstændigt, sagde Fillon, som er entusiast omkring racerbiler, og som bor i et slot i Loiredalen.   Han vil blandt andet fjerne 500.000 stillinger i det offentlige.  Desuden vil han forhøje pensionsalderen og indføre en længere arbejdsuge end den nuværende på 35 timer.     BLÅ BOG: Fillon - fra premierminister til præsidentkandidat62-årige François Fillon kan meget vel blive Frankrigs næste præsident. Den tidligere franske premierminister François Fillon har søndag sikret sig centrumhøjrepartiet Republikanernes præsidentkandidatur i Frankrig.   Læs mere om ham her:   Navn: François Charles Amand Fillon   Alder: 62 år   Fødested: Le Mans   Nationalitet: Fransk Uddannelse: Studerede offentlig ret ved Université du Maine og Paris Descartes University.   Civilstand: Gift med walisisk-fødte Penelope siden 1980. Sammen har de fem børn.   Fritidsinteresser: Motorløbet Le Mans. Han er desuden en stor beundrer af den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher.   Politisk karriere:   Medlem af det konservative parti Les Républicains, der er tidligere kendt under navnet Union pour un Mouvement Populaire (UMP).   Premierminister under præsident Nicolas Sarkozy fra 2007 til 2012.   Tidligere beskæftigelsesminister, uddannelsesminister og transportminister.   Mærkesager:   Fillon vil forbyde homoseksuelles ret til at adoptere, holde en folkeafstemning om kvotesystemet for flygtninge, reducere antallet af offentligt ansatte drastisk, hæve pensionsalderen til 65 år, forlænge arbejdsugen til over 35 timer og skære ned på skatterne.   Kilder: NTB, Reuters og AFP. /ritzau/      

Mest Læste

Annonce