Skarp kritik af Skat: Staten står til at miste milliarder

Politik

17/12/2014 16:45

Suleman Haider

Skat har stadig store problemer med at få kradset penge hjem, konstaterer bekymrede statsrevisorer.

Statskassen står til at miste 2,3 milliarder kroner i ubetalt skat, og det giver nu anledning til kritik fra Statsrevisorerne.

Det politiske kontrolorgan udtaler skarp kritik af Skat, fordi der ikke er styr på inddrivelsen af statens tilgodehavende hos borgere og virksomheder.

- Statsrevisorerne ser med stor alvor og bekymring på, at Skat fortsat har store
problemer med at inddrive restancer, og at restancemassen fortsætter med at stige, skriver de folkevalgte revisorer i deres bemærkninger til en ny beretning fra Rigsrevisionen. 

Ifølge Statsrevisorerne havde skat ved udgangen af sidste år et tilgodehavende på op mod 86,8 milliarder kroner.

2,3 milliarder står Skat til at give afkald på, fordi man ikke har fået rykket de skyldige og fulgt op på deres krav.

Statsrevisorernes kommentarer kommer på baggrund af en ny beretning fra Rigsrevisionen.

Her kritiseres det blandt andet, at Skat ikke har haft "et korrekt datagrundlag" til at inddrive restancerne, og at de problemer, man har oplevet både før og efter indførelsen af det nye inddrivelsessystem, EFI, ikke er blevet håndteret tilfredsstillende.

- I september 2014 har Skat prioriteret at bruge 80 procent af resurserne i forretningsområdet Inddrivelse til at løse problemerne, hvorfor der midlertidigt kun anvendes 20 procent af resurserne til inddrivelse af restancer, påpeger Rigsrevisionen.

Den vurderer, at dette forhold vil få restancernes samlede omfang til at vokse.

- Endelig finder Rigsrevisionen det ikke tilfredsstillende, at Skatteministeriet ikke har sikret, at de mål, der er opstillet på finansloven for restanceinddrivelsen, er tilstrækkeligt dækkende for Skats inddrivelse af restancer, lyder det videre.

Mest Læste

Annonce