Skibsinspektør udpeger sin gerningsmand på Scandinavian Star

Ledelse

16/08/2016 14:47

Nick Allentoft

Sagen om skibsbranden på Scandinavian Star kunne være opklaret på en måned, mener skibsinspektør. Norsk politi har bevidst udeladt beviser, der ikke støtter egen teori, mener støtteforening.
Den rapport, som norsk politi afleverede efter to års efterforskning af skibsbranden på Scandinavian Star i sidste uge, er dokumentfalsk. Så klar var udmeldingen fra Stiftelsen Etterforskningen av mordbrannen Scandinavian Star, der tirsdag eftermiddag holdt pressemøde i Oslo.    Den efterhånden 26 år gamle sag om skibsbranden på Scandinavian Star kunne have været opklaret på en enkelt måned.    Det forklarede den tidligere skibsinspektør hos Søfartsstyrelsen Flemming Thue Jensen, der tirsdag eftermiddag deltog i et pressemøde arrangeret af Stiftelsen Etterforskningen av mordbrannen Scandinavian Star i Oslo.

- Jeg var én af de første på skibet og en af dem, der vidste allermest, men jeg blev aldrig afhørt. Sagen kunne have været opklaret på en måned, sagde Flemming Thue Jensen. 

På mødet fremlagde stiftelsen og Flemming Thue Jensen dokumenter og udskrifter fra gamle vidneudsagn, som ifølge foreningen strider mod politiets konklusioner.     I sidste uge opgav norsk politi endegyldigt at rejse flere sigtelser i sagen, da man efter to års efterforskning ikke har tilstrækkelige beviser i sagen.  Den konklusion er stiftelsen langt fra enig i, og på pressemødet udpegede den tidligere skibsinspektør manden, som, ifølge stiftelsen, står bag skibsbranden.  Maskinchefen på skibet havde ifølge Flemming Thue Jensen forsøgt at sabotere brandslukningen på skibet flere gange.    - Men maskinchefen blev aldrig afhørt i sagen, og det er en af de største skandaler, sagde Flemming Thue Jensen blandt andet.   På pressemødet hævdede Flemming Thue Jensen også, at maskinchefen fik lov til at deltage i opklaringen af sagen.    - De tekniske rapporter er møgbefængte med fejl, og det er maskinchefens mesterværk, sagde Flemming Thue Jensen på mødet.    Stiftelse: Politirapport om Scandinavian Star er dokumentfalsk På pressemødet gennemgik stiftelsen sine teorier og dokumenter, der ifølge foreningen peger på, branden blev påsat af en eller flere besætningsmedlemmer på skibet.   - Vores opfattelse er, at beviserne står i kø, og at politiets tekniske rapporter ikke holder fagligt vand, sagde en talsmand som indledning til mødet.    Stiftelsen gennemgik i alt ni punkter, som politiet ifølge stiftelsen ikke havde forholdt sig til i efterforskningen af sagen.  Derudover forklarede foreningens næstformand, Terje Bergsvåg, at norsk politi tilsyneladende bevidst havde udeladt centrale beviser i den rapport, der blev fremlagt i sidste uge.    - De har med vilje udeladt beviser, der ikke stemmer overens med deres egen teori, og det er både betænkeligt og strengt ulovligt, sagde han på mødet.    På tilsvarende vis forklarede et andet af foreningens medlemmer Gisle Weddegjerde, at flere centrale vidner enten ikke var blevet afhørt, eller at centrale del af deres vidneudsagn var censureret i politiets rapport.    - Det her er strafbart dokumentfalsk, sagde han på mødet.    FAKTA: Det konkluderer Scandinavian Star-rapport Norsk politi har gennemgået sagen om Scandinavian Star og er kommet frem til en række hovedkonklusioner. Siden færgen Scandinavian Star brød i brand 7. april 1990 har der været spekulationer og konspirationer om årsagen. I begyndelsen af august offentliggjorde norsk politi en ny rapport om forløbet.   Undersøgelsen har ikke fundet beviser, der har kunnet lede til sigtelser mod personer for at have påsat eller iværksat branden, der kostede 159 menneskeliv.    Stiftelsen Etterforskningen av mordbranden Scandinavian Star, der tirsdag eftermiddag holdt pressemøde i Oslo, mener rapporten er dokumentfalsk.   Her er politiets konklusionerne på nogle af de vigtigste spørgsmål:   * Brandene   Flere brande brød ud på Scandinavian Star. Undersøgelsen har ikke fundet bevis for, at det er "overvejende sandsynligt", at de var påsat. Det er dog "sandsynligt".   Det er umuligt at komme det nærmere, da det ifølge norsk politi vil kræve yderligere undersøgelser af gerningsstedet.   * Hydraulikrøret   Et hydraulikrør var revet ud et sted på skibet, hvilket har skabt spekulationer om, hvorvidt det var løsnet for at besværliggøre slukningsarbejdet.   Rapporten konkluderer, at røret godt selv kunne være blevet revet løs og have bøjet sig på grund af varmen fra branden. Der mangler samtidig synlige skader, der kunne tale for, at nogen havde pillet ved røret.   * Brandforløbet   Forløbet omkring branden var kaotisk, og den spredte sig hurtigt og uforudsigeligt.   Rapporten konkluderer, at der ikke er tale om bevidst dårligt slukning. Branden var så varm, at den fint kunne bryde ud igen, selv om den allerede var slukket. Derudover måtte arbejdet stoppes flere gange, da Scandinavian Star havde slagside.   Slukningsmandskabet havde samtidig svært ved at finde ud af, hvor det brændte, og slukningsarbejdet virkede "tilfældigt". Der var samtidigt for lidt kapacitet til at efterslukke brande.   Det forklarer brandforløbet.   * Økonomiske forhold   Der har været spekulationer om, at salg frem og tilbage af Scandinavian Star ledte til et motiv omkring forsikringsudbetaling og dermed til ildspåsættelse.   Rapporten finder ikke noget suspekt i ejerskabet af Scandinavian Star og finder ikke, at færgen var overforsikret.    * Tidligere anklaget   Tidligere har der været rettet mistanke mod Erik Mørk Andersen, der døde i branden, som mulig brandstifter.   Norsk politi har ikke fundet nye beviser, der kan ændre på beslutningen om, at der ikke er beviser nok til at konkludere, at han stod bag branden. Der er heller ikke fundet beviser, der fritager ham for mistanken.   * Konklusion   Norges politi skriver derfor:   - Situationen er dermed, at man i dag desværre ikke ved, hvem gerningsmanden/gerningsmændene er.   Kilder: Norsk politi   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce