Skoleformand: Dannelse er vigtigere end nogensinde

Ledelse

29/04/2016 18:00

Rasmus Schiellerup

Dannelse må atter i fokus, for det handler i dag om evnen til at kunne omgås andre mennesker, så vi fungerer i fællesskaber både lokalt og internationalt. Det er måske vigtigere end nogensinde før, skriver Troels Borring.

Skolen handler om meget mere end faglighed, valg af ungdomsuddannelse og karakterer. Vores børn og unge går i skole for at blive uddannede, men også for at blive dannede mennesker. For dannelse er ikke bare et gammeldags begreb, der handler om at kunne holde rigtigt på tekoppen, have læst de rigtige bøger og kende de rigtige mennesker. Dannelse i dag handler om livsoplysning, folkeoplysning og ikke mindst at kunne begå sig i et fællesskab.

Det handler om det frie og selvstændige menneske med en solid personlig kerne, som kan holde ud at være sammen med sig selv og træde ind og ud af forskellige fælleskaber.

Vores børn og unge, som er på vej gennem folkeskolen, de frie grundskoler og efterskolen i disse år, skal overtage og tage del i de mange problemstillinger, som udspiller sig nationalt og internationalt.

Dannelse er afsæt for et fiberstærkt voksenliv

De skal om nogen kunne tage lederskab i en kompleks verden med afsæt i de værdier, vi giver dem med hjemmefra – som forældre og som skole.

Derfor er vi forpligtede til at møde de yngre generationer, der hvor de er.  Lad dem gennemleve de faser, en barndom og ungdom kræver. På den måde bliver de stærke på alle fibre som voksne.

Vi skal udvikle de unges rodnet, så de kan håndtere livets store storme, finde vej til deres videre uddannelse, rejse ud i verden og ikke mindst have mod og styrke til at sætte sig selv i spil sammen med andre end sig selv.

Vi skal give de unge viden, give dem mod på at have holdninger og perspektiv på livet. Vi skal ruste dem til at indgå i fællesskaber – blive frie og engagerede samfundsborgere, der tør sætte en højere dagsorden end dem selv.

Og nej, det er ikke længere så nemt at sætte fingeren på, hvad det betyder og indebærer at være borger i et demokrati.

Vi skal væe hele mennesker

I Danmark skaber vi mennesker gennem uddannelsessystemet, som kan tænke selv og tage initiativ på egen hånd. Vi har en tradition med og indsigt i pædagogik, som harmoniserer godt med det at skabe mennesker. Danmark har en enestående kombination af individualisme, kreativitet, og teamarbejde. Det skal vi blive ved med.

Som uddannelsesaktører - må de unge kunne forvente, at vi tilrettelægger deres dannelse – og uddannelsesvej, så de alle kommer i spil med alt, hvad de indeholder– uanset højde, drøjde, evner, farve, kultur, religion og nationalitet.

Dannelse i den moderne betydning af ordet - kan fungere som en ”venlig bølge”, der bærer den dannede frem i livet. De mennesker, der kender samfundets spilleregler på ryggen, vil altid have nemmere ved at få succes end dem, der ikke har den altafgørende fornemmelse for, hvad der forventes af et interessant og værdifuldt menneske.

I gamle dage var dannelse et grundlag for, om ”du” kunne begå dig i det fine samfund. I dag kan ”du” måske sige, at det er genvejen til at kunne overleve i et komplekst samfund

Det er her hele grundlaget ligger for, om vi kan klare os som mennesker. Hvis vi definerer dannelse ud fra at evnen til at kunne omgås andre mennesker, så er det netop det, der skaber fælleskabet både lokalt og internationalt. Og det er måske vigtigere end nogensinde før.

Menneskehedens store udfordring er at lære at handle ud fra fremtiden, alt imens fortiden bearbejdes, og nutiden spirer frem. Det vigtigste værktøj til at møde disse udfordringer, er mennesket selv med de værdier, vi tror på. 

Mest Læste

Annonce