Skoler har indført karakterkrav til gymnasiet ad bagvejen

Politik

30/10/2014 12:19

Suleman Haider

Selv om der politisk ikke er indført karakterkrav for at komme i gymnasiet, findes det i praksis mange steder.

Selv om der i dag ikke findes et officielt karakterkrav for at komme på gymnasiet efter folkeskolen, har flere skoler alligevel indført minimumkarakterer, før de vil erklære en elev "egnet" til gymnasiet, skriver Berlingske.

Skolerne og deres uddannelsesvejledere har nemlig uofficielle tommelfingerregler for, hvor højt det faglige niveau skal være for de kommende gymnasieelever.

- Der er mange kommuner, hvor UU-centrene (Ungdommens Uddannelsesvejledning, red.), skolerne og ungdomsuddannelserne har snakket sammen og lavet nogle tommelfingerregler eller retningslinjer. De bliver nu overrulet af det her kommende karakterkrav, siger Mark Jensen, der er formand for landets uddannelsesvejledere, til avisen.

Han henviser til, at der muligvis er et karakterkrav på vej i fag som dansk og matematik for at komme i gymnasiet. Det er allerede vedtaget at indføre på landets erhvervsskoler, hvor man fra sommeren 2015 skal have mindst 02 i dansk og matematik for at komme ind.

Hvis man for eksempel indfører et karakterkrav på mindst 7 i dansk og matematik, vil det udelukke en del af dem, der i dag bliver optaget. Det viser en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. 

Nærmere betegnet ville 44 procent af de nuværende gymnasieelever ikke være kommet ind, hvis de skulle have haft 7 i dansk og matematik i grundskolen.

Blandt andet derfor mener Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, ikke, at de enkelte skoler bør have tommelfingerregler. 

- Hvis man på den måde frasorterer folk på forhånd, så kan jeg godt forstå, at vi i Danmark ikke er så gode til at bryde med den negative sociale arv. Det er altså virkelig et højt krav. 7 er altså den tredjehøjeste karakter, man kan få, så det er altså et ret højt krav at stille, siger formand for DGS, Mathilde Lynggaard Vinther.

Folketingets partier skal drøfte justeringer af gymnasiereformen i denne samling, herunder indførelse af karakterkrav til gymnasiet. 

Regeringen har meldt ud, at den ønsker 02 i dansk og matematik som adgangskrav, mens Venstre og De Konservative ønsker barren sat ved karakteren 4 i de to fag.

 

FAKTA: Her er kravene for at komme på gymnasiet i dag

Regeringen og andre partier vil have adgangskrav til gymnasiet. Det er allerede indført på erhvervsuddannelser

Der findes ikke et officielt karakterkrav for at komme på gymnasiet efter folkeskolen i dag.

Ifølge Berlingske har flere skoler og uddannelsesvejledere alligevel indført minimumkarakterer i form af uofficielle tommelfingerregler for, hvor højt det faglige niveau skal være for de kommende gymnasieelever.

Se her de officielle regler for optaget:

* For at blive optaget på gymnasiet skal du som minimum have bestået folkeskolens afgangsprøve.

* Har du ikke en bestået afgangsprøve fra folkeskolen med dig, kan du alternativt blive bedt om at aflægge en optagelsesprøve, eller du kan blive optaget på baggrund af en faglig vurdering, som gymnasiet laver.

* Du skal altid til optagelsesprøve, hvis du mangler en eller flere af de obligatoriske afgangsprøver.

* Du skal som udgangspunkt være vurderet uddannelsesparat. Er du ikke det, kan du blive indstillet til en faglig test i et eller flere fag, hvor en eventuel optagelse vil afhænge af dine prøveresultater.

* Der er muligvis et karakterkrav på vej for at komme i gymnasiet. Det er allerede på vej på landets erhvervsskoler, hvor man skal have mindst 02 i dansk og matematik for at komme ind.

* Regeringen har meldt ud, at den ønsker 02 i dansk og matematik som adgangskrav, mens Venstre og De Konservative ønsker barren sat ved karakteren 4 i de to fag.

Kilde: borger.dk, ug.dk

 

Mest Læste

Annonce